Thorning: Indgrebet var nødvendigt
Flertal er klar. Skolerne genåbner på mandag. Skriftlige eksamener udskydes.
Der var ikke andre muligheder.
Desværre.
Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun torsdag præsenterede regeringens plan for et indgreb i den næsten fire uge lange lærerkonflikt. Afstemning: Indgreb i lærerkonflikt
»Vi er nået til det punkt, hvor regeringen finder, at det er nødvendigt at gribe ind, så vores børn og unge kan komme i skole igen,« sagde Thorning, der vurderede, at forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening reelt var gået i stå.
»Og der er ingen tegn på, at det ville ændre sig fremadrettet,« sagde statsministeren.
Modsatrettede syndpunkter
Folketinget vil blive hasteindkaldt i dag og i morgen, så eleverne - efter planen - kan vende tilbage til skolerne på mandag.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sagde på samme pressemøde i Statsministeriet, at regeringens indgreb vil »finde den rette balance mellem nogle meget modsatrettede synspunkter«.
På forhånd har regeringen sikret sig flertal til indgrebet fra Venstre, der er blevet orienteret om indholdet.
Prøver udskydes
De skriftlige afgangsprøver for 9. og 10. klasserne udskydes til den 13. - 23. maj, mens de mundtlige prøver vil blive afholdt som planlagt fra 3. - 26. juni.
Det skal give eleverne »mindst syv skoledage« til erstatningsundervisning og til at forberede sig til afgangsprøverne, oplyste undervisningsminister Christine Antorini (S), der dog erkendte, at det »havde været dejligt med noget mere tid«.
»Frem for alt betyder det, at skolerne og lærerne nu har et samlet overblik,« sagde Antorini.
Fortryder ikke fire ugers skolefri
Under konflikten har det været intenst diskuteret om regeringen og KL på forhånd havde aftalt hele forløbet med konflikten og det kommende indgreb.
Det afviste Helle Thorning-Schmidt (S) på pressemødet.
»Jeg vil godt understrege, at der er intet usædvanligt i, at arbejdsgiver koordinerer deres overenskomstkrav. Det ville nærmest være pligtforsømmende, hvis vi ikke gjorde det,« sagde Helle Thorning-Schmidt (S).
Enhedslisten har krævet aktindsigt i »alle centrale dokumenter, som har dannet grundlag for regeringsindgrebet,« oplyser partiet i en pressemeddelelse, men Thorning ville ikke give noget særligt tilsagn om det ønske.
Rigtig uholdbart
Statsministeren fortryder ikke, at indgrebet først kommer nu.
»Nej, det gør jeg ikke. Ofte skal en konflikt virke for at have en effekt, og for at parterne kommer tilbage til forhandlingsbordet. Det skete bare ikke i denne situation,« sagde Helle Thorning-Schmidt (S).
»Det er vores vurdering, at det er nu, der skal skrides ind. Det her har varet rigtig lang tid. Det er 800.000 børn og unge, der er ramt af det her, og det er rigtig uholdbart,« sagde Helle Thorning-Schmidt (S).
Efter støvet
Lige nu vil folkeskolelærerne måske være sure eller skuffede over indgrebet.
Men Helle Thorning-Schmidt (S) håber - »når støvet lægger sig« - at lærerne og politikerne sammen kan tale om den store folkeskolereform.
»Det er mit håb, at vi på den anden af konflikten kan komme i gang med den udmærkede dialog - vi havde før konflikten - for at sikre en god folkeskole,« sagde Helle Thorning-Schmidt (S).