Rosenkrantz-Theil undskylder malingaktion
10 år efter malingoverfaldet på den daværende statsminister og udenrigsminister erkender Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at det var forkert at udtrykke støtte til malingkasterne.
Ti år efter, at to krigsmodstandere kastede maling på statsministeren og udenrigsministeren, undskylder Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sin støtte til malingaktivisterne.
Jeg er grundlæggende flov over, at jeg støttede den aktion
Dengang de to kastede maling på ministrene, sagde hun, at "det kunne ligeså godt have været mig". I samme omgang henviste hun stolt til, at hun tidligere havde sluppet høns løs i Folketingssalen i en protest mod nedskæringer på gymnasierne.
"Jeg var en del af et meget råt miljø på venstrefløjen, hvor vi var ret ligeglade med vores modstandere," siger hun om hendes tidligere politiske ståsted.
Siden er Pernille Rozenkrantz-Theil skiftet fra Enhedslisten til Socialdemokraterne.
Er blevet voksen
I forbindelse med skiftet til Socialdemokraterne i 2007 sagde Rozenkrantz-Theil til Politiken, at hun ikke havde "en skid at undskylde".
"Som tingene stod på det tidspunkt, var min vurdering af sagen rigtig. Det var en anden historisk situation," sagde hun dengang. Nu siger hun:
Jeg er blevet voksen. Nu kan jeg se, hvad det betyder for vores samfund. Det kunne jeg ikke dengang
Udover at være ubehageligt for de politikere, som det gik ud over, så mener hun også, at det har demokratiske konsekvenser, når folk opfører sig sådan.
"Jeg har det rigtig skidt med det. Det er underminerende for vores demokrati, hvis politikere ikke kan være i fred og sikkerhed," siger hun.