Enhedslisten: Der skal graves mere i Sohn-sagen

Presset stiger på erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) efter nye afsløringer, der sår tvivl om hans forklaring om pengestrømmene fra Sovjetunionens kommunistiske parti til DKP under hans ledelse 1987-91.

Artiklens øverste billede

Mens hovedpersonen selv fortsat afviser at kommentere de nye oplysninger, og regeringspartierne ligeledes afviser at forholde sig til de konkrete afsløringer, opfordrer regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, til, at der bliver gravet dybere i sagen om den tidligere DKP-formand Ole Sohns viden om den finansielle bistand fra Moskva til de danske kommunister.

»Jeg synes, at der skal graves videre i den sag lige så længe, som det er nødvendigt,« siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen, der var redaktør på DKP-avisen Land og Folk, da Ole Sohn var formand.

»Jeg mener også , at historikerne f.eks. burde have mulighed for at undersøge politikeres samarbejde med apartheid-regimet i Sydafrika og PET, der har hjulpet efterretningstjenester både i Israel og i Mellemamerika. Der er mange ting, som jeg mener bør undersøges. Også forbindelserne til Sovjetunionen,« siger Frank Aaen, som ikke selv mener at have grundlag for at vurdere, om Ole Sohn har lagt alle oplysninger frem.

»Det kan ikke udelukkes, at han har kendskab til noget, som han ikke har sagt, men jeg ved det ikke,« siger Frank Aaen.

Uvildig undersøgelse


Oppositionen kræver nu en uvildig undersøgelse efter de nye afsløringer i Morgenavisen Jyllands-Posten i går.

Her stod Land og Folks korrespondent i Moskva Kurt Jacobsen frem og fortalte, at Ole Sohn som DKP-formand var direkte involveret i pengeoverførsler fra Moskva til DKP så sent som i marts eller april 1990. Det er i strid med Ole Sohns egen forklaring.

Kurt Jacobsen siger, at han i marts eller april fik en opringning fra Ole Sohn, som bad ham om at ringe til et bestemt sovjetisk telefonnummer for at få overført et beløb til DKP.

Samtidig skrev Berlingske, at Ole Sohn var dybt involveret i, at pengestrømmen fra Moskva kunne flyde ind i DKP via partiets trykkeri, Terpo Tryk, ved at sikre ordrer til overpris fra Sovjetunionen. Selv har Ole Sohn tidligere forklaret, at han stoppede overfaktureringen, da han blev bekendt med den.

»Jeg bliver oprørt over, at Ole Sohn afviser at udtale sig og lægge kortene på bordet. Ole Sohn har enten personligt eller ved fuldmagt til andre forsøgt at hive flest mulige ordrer hjem til Terpo Tryk og derigennem penge til DKP,« sagde Hans Kloster, kasserer i DKP 1989-90.

Tilståelsessag


Venstres Martin Geertsen mener, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må »få gjort rent bord«.

»Hun må tage initiativ til at igangsætte en undersøgelse af Sohns fortid. Der kommer hele tiden nye vinkler frem, som peger i retning af, at Sohn har været mere aktiv end først antaget for så vidt angår Moskva-pengene,« siger Martin Geertsen.

Han er rystet over, at Ole Sohn ikke vil kommentere de nye oplysninger.

»Det virker som en fortløbende tilståelsessag. Når han vælger ikke at kommentere, kunne noget jo tyde på, at han fortsat har noget at skjule. Havde alt været lagt på bordet, ville der ikke være noget forgjort i at træde frem. Derfor kan man have en mistanke om, at alt ikke er kommet frem,« siger Martin Geertsen.

DF's Søren Espersen kalder sagen »grotesk«. Han vil se statsministeren til en ny forespørgselsdebat om sagen i januar. Samtidig opfordrer han Helle Thorning-Schmidt til at kontakte Rusland.

»Den nuværende regering har mulighed for at få oplysninger fra præsidentarkivet i Moskva. Russerne vil ikke føle, at de blander sig i dansk indenrigspolitik, hvis anmodningen kommer fra Helle Thorning-Schmidt. Jeg tror, at de vil udlevere oplysningerne, for vi har ikke haft et mere fortrinligt forhold til Rusland siden Peter den Stores dage. I mellemtiden vil jeg opfordre Ole Sohn til at overveje sin egen stilling og som minimum forholde sig aktivt til de nye oplysninger. Vi er kommet til et sted i denne proces, hvor Ole Sohn selv må træde i karakter,« siger Søren Espersen.

Han er utryg ved, at Ole Sohn og Frank Aaen har forhandlet finanslov sammen.

»Ole Sohn vil ikke blive afpresset i forhandlinger med Rusland. Det tror jeg, at russerne har for stort format til. Jeg er mere bekymret, når Ole Sohn sidder og forhandler finanslov med Frank Aaen, der som fhv. redaktør på Land og Folk må vide en hel del om Ole Sohns fortid,« siger Søren Espersen.

Fuld tillid fra SF


Erhvervs- og vækstministeren har fuld opbakning fra sit eget parti på Christiansborg.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) mener, at Ole Sohn allerede har forklaret sig i sagen.

»Jeg har ingen kommentarer til sagen af den simple grund, at jeg jo knap nok var født dengang,« siger Thor Möger Pedersen.

Vigtig indsats


På spørgsmålet om, hvorvidt han er gammel nok til at læse aviser, svarer skatteministeren:

»Ja, jeg læser aviser, og som god kollega til Ole vil jeg gerne sige, at han gør en rigtig vigtig indsats som erhvervs- og vækstminister for Danmark. Jeg har fuld tillid til ham, og vi har et godt samarbejde, som jeg er sikker på kommer til at blive ved i mange år.«

SF's gruppeformand, Jesper Petersen, støtter også sin partifælle.

»Jeg er ikke historiker og kan ikke vurdere, om der er kommet nye oplysninger frem om Ole Sohns fortid i DKP. Jeg konstaterer, at han har taget afstand fra det, der foregik i DKP, og at han selv har været med til at afdække forbrydelser. Derfor har jeg heller ikke grund til andet end at have tillid til ham. Vælgerne har belønnet Ole Sohn for hans solide og gode arbejde, og jeg synes faktisk, at det er mere interessant at diskutere de udfordringer, som vores samfund står over for i dag, end Ole Sohns fortid.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.