Løkke siger ja til homoægteskaber
Den tidligere statsminister vil ikke »risikere at blive misforstået«. Søren Pind »gider ikke«.
Det bliver et »ja« fra Lars Løkke Rasmussen, når Folketinget torsdag skal stemme om homoseksuelles ret til at indgå ægteskab i Folkekirken.
Men det bliver ikke et ja med begejstring.
Den tidligere statsminister og nuværende formand for Venstre havde gerne set en anden løsning, men i går blev Venstres ændringsforlag stemt ned i Folketinget.
»Hvis du ikke kan få den ideelt set rigtige løsning, så må du vælge mellem dem, der er. Og jeg vil ikke med med til at sende et signal, som risikerer at blive misforstået. Og det ville en rød knap risikere at blive,« siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.
Pind: Jeg gider ikke
Venstre har sat deres medlemmer fri til at stemme efter egen overbevisning - og den mulighed benytter den tidligere integrationsminister Søren Pind til at stemme nej.
»Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at konstatere, at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde? Det er en udvanding af sproget og en tilpasning af sproget, der er for politisk korrekt. Jeg gider ikke være med til det,« siger Søren Pind til Berlingske.
Flere venstremedlemmer har endnu ikke afsløret, hvad de vil stemme. Det gælder bl.a.socialordfører Eyvind Vesselbo, der dog onsdag lovede, at det torsdag ville stå »tindrende klart,« hvad han stemmer til forslaget.
Hos De Konservative er der også uenighed - Lene Espersen vil stemme nej, mens Lars Barfoed vil stemme ja - mens Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har erklæret en klar nej-stemme.
Det ventes at resten af Folketinget vil stemme ja.
Ritual på mandag
Med den nye lovgivning får homoseksuelle ret til at blive gift i kirken på lige fod med heteroseksuelle.
Præster får dog også mulighed for at »af samvittighedsgrunde« at afvise af foretage homoseksuelle vielser.
Otte ud af landets ti biskopper vil mandag aflevere det nye ritual for vielser af homoseksuelle til kirkeminister Manu Sareen (R).
Der bliver ét ritual for homoseksuelle og ét ritual for heteroseksuelle. Begge får dog samme juridiske virkning.