Fortsæt til indhold
Politik

Helge Sander fik ikke genvalg

SF's Kristen Touborg må vinke farvel til Christiansborg efter 17 år. Venstre bliver største parti.

Den 66-årige vestjyde Kristen Touborg blev sendt ud i kulden af partifællen Steen Gade, 65 år, da partiet som det eneste i Vestjyllands Storkreds mistede et mandat.

Det største parti i Vestjylland bliver som ventet Venstre med seks mandater. Det er samme antal som ved sidste valg, og dermed bliver partiet ikke ramt af den ophedede debat om sygehuslukninger i regionen.

Næstformand Kristian Jensen, Inger Støjberg, Kristian Pihl Lorenzen og Mads Rørvig er sikret genvalg, mens der er nyvalg til

Esben Lunde Larsen og Thomas Danielsen, Venstre. Dermed blev der ikke plads til veteranen, tidligere minister Helge Sander.

Ny fra EL

Enhedslistens kongevalg smitter af på Vestjylland, hvor partiet får den 61-årige lærer Lars Dohn valgt ind. Han har været kandidat ved hver eneste valg siden 1984.

Samtidig er der politisk comeback for Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, som sad i Folketinget for Venstre fra 2001-2007.

Socialdemokraterne beholder partiets fire mandater. Kulturordfører Mogens Jensen og Thomas Jensen fra Silkeborg-kredsen blev genvalgt. De to ledige sæder går til to nyvalgte, viceborgmester Karin Gaardsted fra Viborg og Annette Lind, der sidder i byrådet i Holstebro.

Ny radikal på tinge

Det gode valg til De Radikale betyder, at partiet beholder sit ene mandat, og da Johs. Poulsen ikke genopstiller, skal De Radikale byde velkommen til et nyt medlem, gymnasielærer Andreas Steenberg.

Også Dansk Folkeparti holder skansen med sine to mandater, og det gav nyvalg på begge pladser. Christian Langballe kan indtage sin far, Jesper Langballes plads i Folketinget, mens Dennis Flydtkjær med knap 4.000 personlige stemmer får det andet mandat.

Kristendemokraterne kunne som ventet ikke levere sensationen og hente et kredsmandat i det vestjyske på trods af, at Per Ørum Jørgensen stillede op her.

LÆS OGSÅ: Gade vandt veteranopgør i SF