Sikkerhedstjek af fængselsimamer
Der skal sættes en stopper for religiøs radikalisering af de indsatte i de danske fængsler. Derfor skal imamerne i fremtiden sikkerhedsgodkendes.
Det er et af elementerne i en fireårig aftale om kriminalforsorgen, som justitsminister Lene Espersen (K) håber at få på plads med Folketingets partier i løbet af torsdag eftermiddag eller aften.
"Vi vil gerne undgå, at fængslerne er grobund for radikalisering og ekstremisme. I udlandet kan vi se, at ekstremisme trives i fængslerne. Derfor skal imamer fremover igennem en godkendelsesprocedure, hvor man blandt tester deres danskkundskaber og deres kendskab til det danske samfund og fængselsvæsen," siger Lene Espersen til jp.dk.
Overvågning af bønnen
Der lægges op til, at imamerne fremover skal pålægges at prædike på dansk, og de skal testes på deres viden om Danmark.
"Der skal også være mulighed for at videoovervåge de muslimske bønner, der bliver fremført på arabisk, så man kan sikre sig, at de ikke indeholder ekstremistiske budskaber," siger Lene Espersen.
Det er Ny Alliance, der har krævet en indsats over for ekstremisme og radikalisering i fængslerne.
"Dårlige erfaringer fra udlandet viser, at muslimske fanger udsættes for radikalisering og indoktrinering af fundamentalistiske imamer under deres afsoning. Det skal vi aktivt modvirke i Danmark. Man skal helst komme ud af fængslet med en bedre holdning til vores demokratiske samfund, end da man blev sat ind," siger partileder Naser Khader til Ritzau.
I fokus under Muhammedkrisen
Tre imamer er i øjeblikket er ansat ved danske fængsler, og omkring 20 pct. af de indsatte har muslimsk baggrund, oplyser religionssociolog Jon A. Olsen fra Dansk Institut for Internationale Studier til Kristeligt Dagblad.
Imamernes rolle blev kraftigt debatteret under Muhammedkrisen i 2006, efter at imam ved Nyborg Statsfængsel Mohammed Al Khaled Samha - også kaldet Abu Bashar - anførte en delegation af imamer i Mellemøsten for at samle opbakning til protester mod de danske Muhammed-tegninger.
Sidste år indførte det britiske fængselsvæsen rutinemæssige baggrundstjek af alle fængselsimamer og rejste krav om, at de kan tale engelsk.
Forhandling om finansiering
Den samlede aftale for kriminalforsorgen tilfører i omegnen af 300 mio. kr. over fire år til kriminalforsorgen - ud over den omkring ene milliard kroner, der i forvejen bruges på området.
Nogle af pengene skal kriminalforsorgen selv finde, men partierne skal senere i dag mødes for at blive enige om, hvordan ca. 200 mio. kr. skal finansieres.
Læs om hele forliget her