Fortsæt til indhold
Politik

Cecilie Liv Hansen afviser at være drevet af pengene: Men 1,7 mio. kr. om året er en »god indkomst«, anerkender hun

Den ekskluderede LA-politiker vil ikke give slip på sine mandater.

29. juni 2026|24 min

Handler det kun om penge for Cecilie Liv Hansen?

Blot fire dage efter forårets folketingsvalg blev Cecilie Liv Hansen ekskluderet fra Liberal Alliance, som hun ellers sad på intet mindre end tre mandater for.

I Folketinget, Region Syddanmark og Kolding Byråd.

Nu svarer løsgængeren på, hvad vælgerne får for de 1,7 mio. kr., hun sammenlagt modtager i vederlag.

I Jyllands-Postens nyhedspodcast ”Hvis du vil vide mere” fortæller Cecilie Liv Hansen, at de tre mandater giver hende »rigeligt« med arbejde at se til.

Alligevel er hun optimistisk med hensyn til at holde fast i dem alle.

»Jeg vælger at beholde mine mandater, fordi det er de poster, jeg er valgt til, og jeg vurderer, at jeg kan få den største politiske indflydelse ved at blive på de mandater, jeg er blevet tildelt,« siger hun.

Den beslutning er ikke gået ubemærket hen blandt Cecilie Liv Hansens nye kolleger på Christiansborg.

»Det er mangel på respekt både for demokratiet og det hverv, man bliver valgt af vælgerne til at varetage,« sagde Enhedslistens gruppeforperson, Peder Hvelplund, til TV 2 efter valget.

Cecilie Liv Hansen afviser, at hun ikke skulle have tid til at passe alle tre hverv godt nok.

»Jeg har ikke tre fuldtidsarbejder, det fylder byråds- og regionsrådsarbejdet jo overhovedet ikke.«

Faktisk mener hun, at der kan være en decideret positiv konsekvens af de tre mandater.

»Jeg har rent faktisk nogle kommunale og regionale indsigter, som jeg synes er mangelfulde i mange folketingsmedlemmers arbejde,« siger Liv Hansen.

Hvad med pengene?

Vederlagene for de tre mandater løber op i en årsløn på knap 1,7 mio. kr.

»En god indkomst,« anerkender løsgængeren.

Men det er ikke pengene, der driver hende, understreger Liv Hansen.

»Det må fremgå, at det ikke er pengene, der motiverer mig, i forhold til at jeg jo rent faktisk passer mit arbejde, jeg er til stede, og jeg kæmper stadig for de sager, jeg er gået til valg på.«

»Havde det udelukkende handlet om penge for mit vedkommende, så tror jeg godt, jeg kunne have lænet mig tilbage i et hjørne og bare ladet være med at dukke op, men det er jo ikke tilfældet. Det er politikken, der motiverer mig.«

For de årlige vederlag får vælgerne en politiker, der sidder i tre udvalg i byrådet og to i regionen.

I Folketinget har Cecilie Liv Hansen fået plads i Miljø- og Fødevareudvalget.

Her vil hun især have fokus på det omstridte tilsætningsstof Bovaer, som bruges i foder til køer, fortæller hun.

»Jeg er lidt en kritiker ift. den brug af Bovaer, og hvorfor man skal pådutte landmændene at give det til deres køer.«

Ingen kommentarer til samlevers sag

Liberal Alliances ekskludering af Cecilie Liv Hansen skete på baggrund af hendes samlevers narkosag, som hun ifølge partiet havde løjet om.

Samleveren blev i begyndelsen af juni idømt 30 dages betinget fængsel for besiddelse af stoffer ved Retten i Kolding.

Cecilie Liv Hansen ønsker ikke at kommentere dommen.

»Det er ikke min sag,« siger hun i Jyllands-Postens podcast.