Fortsæt til indhold
Politik

Mette F. om forslag til nyt EU-budget: Ganske enkelt for højt

Forslag om EU-budget vil give en dansk ekstraregning på 15 milliarder kroner, og det er for meget, lyder det.

/ritzau/

Den stigning i EU-budgettet, som det cypriotiske EU-formandskab har lagt op til, er ”ganske enkelt for høj”.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles, hvor det kommende EU-budget fra 2027 blandt andet er på dagsordenen.

- Som vi allerede har udtrykt det fra dansk side, så er det ganske enkelt for højt, og der er ikke den nødvendige interne, europæiske reformvilje i forhold til at få moderniseret budgettet til at tage højde for den nye situation, vi er i, siger Mette Frederiksen til den danske presse.

Det seneste forslag fra EU-formandskabet vil medføre en stigning i det danske bidrag på 15,6 milliarder kroner hvert år. Det viser en ny beregning fra Finansministeriet torsdag.

Beløbet er målt i 2026-priser i forhold til Danmarks bidrag i den nuværende budgetperiode, der løber fra 2021-2027.

I år bidrager Danmark med 25 milliarder kroner til EU’s budget.

Da det seneste EU-budget skulle forhandles i 2019, var Mette Frederiksen en del af den gruppe af lande, der gerne ville spare på EU-budgettet.

Mette Frederiksen har siden meldt sig ud af sparebanden, og hun har inden forhandlingerne om det nye budget erklæret sig åben over for en mindre stigning i budgettet, hvis det går til prioriteter som forsvar, konkurrenceevne og grøn omstilling.

Samme melding kommer torsdag, hvor Mette Frederiksen siger, at EU ”bliver nødt til at have flere muskler”.

- Men det skal være muskler på det rigtige. Vi har brug for at bruge flere penge, siger hun og nævner forsvar og teknologi som områder.

Modsat vil hun ikke bruge flere penge på ”de gamle landbrugsordninger” og andre ordninger, der ”traditionelt har fyldt i budgettet”.

- Vi kan ikke gå ind til de her forhandlinger og ikke bakke op om, at Europa skal kunne mere. Men det skal være et budget, der afspejler den nye tid, og der skal være en rimelig balance, siger Mette Frederiksen.

Der venter nu ”ufatteligt svære forhandlinger”, lyder det også fra statsministeren.

Tidligere torsdag kom der ligeledes en tommelfinger ned fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til EU-formandskabets kompromisforslag.

- Vi er helt indstillet på, at vi kommer til at yde et større bidrag, men det her, det er for meget. Det er sådan set den hurtige melding, sagde Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Nordeuropæiske lande som Tyskland, Holland og Sverige har også været kritiske over for EU-formandskabets forslag.

Cypern har dog opbakning fra en gruppe på i alt 16 ud af EU’s 27 lande. De kalder sig ”Friends of cohesion” og ønsker at fastholde samhørighedsmidlerne.

Det nye EU-budget skal vedtages enstemmigt af EU-medlemslandene og håbet er, at der lander en aftale, inden 2026 er omme.