Dansk Folkeparti truer Troels Lund: Ultimativt krav lever alligevel
Morten Messerschmidt gav grønt lys til en borgerlig regering uden forbehold. Men så ikke alligevel.
Et ultimativt krav fra Dansk Folkeparti skaber nye problemer i forsøget på at danne en borgerlig regering.
I valgkampen kom DF-formand Morten Messerschmidt med et ufravigeligt krav om muslimsk udvandring, der skulle leveres, hvis Dansk Folkeparti nogensinde skulle bringe en blå statsminister til magten.
Som han sagde til DR bare tre dage efter, at valget var udskrevet:
»Vi stiller et ultimativt krav for at pege på en borgerlig regering, og det er, at det bliver en del af regeringens program, at valgperioden skal bruges på, at der er færre muslimer, der kommer ind end ud. Der skal være nettoudvandring af muslimske borgere.«
Morten Messerschmidt stod fast på det efter folketingsvalget og nedfældede sågar sit ultimative krav på sedlerne til kongen begge gange, han var på Amalienborg for at pege på Troels Lund Poulsen (V).
En borgerlig regering skal, skrev Dansk Folkeparti, have det »som eksplicit mål at indføre foranstaltninger, der vil medføre muslimsk netto-udvandring af Danmark«.
Og på vej ind til et forhandlingsmøde hos Venstre-formanden i sidste uge sagde Messerschmidt spydigt til de fremmødte journalister:
»Jeg ved godt, det er uvant for jer og derfor måske også noget, man lige skal vænne sig til, men jeg er faktisk en politiker, der efter et folketingsvalg gør det, jeg har lovet i et folketingsvalg.«
Da Troels Lund Poulsen overraskede alle tirsdag formiddag og fremlagde et politisk program for en ny VLAK-regering, stod der imidlertid ikke et eneste ord om muslimsk nettoudvandring.
Alligevel gav Morten Messerschmidt grønt lys til, at sådan en borgerlig regering kunne dannes. Dansk Folkepartis mandater ville »selvsagt« ikke stille sig i vejen, som han skrev på Facebook:
»Lad mig sige det helt klart: DF kommer ikke til at vælte en VLAK-regering med Troels Lund Poulsen som statsminister.«
Velvilje på et lukket møde
I sidste uge gav Morten Messerschmidt desuden udtryk for samme synspunkt på et lukket møde i Dansk Erhvervsforening, Dansk Folkepartis erhvervsklub. Onsdag aften deltog DF-formanden således i et arrangement, der blev afholdt i Industriens Hus – interesseorganisationen Dansk Industris (DI) enorme glasdomicil ved Rådhuspladsen.
Der blev serveret tapas og vin for deltagerne, og Messerschmidt holdt undervejs et oplæg, hvor han bl.a. gav en status på de igangværende regeringsforhandlinger.
Tre deltagere på mødet, som Jyllands-Posten har talt med, hørte alle Morten Messerschmidt anlægge en for dem overraskende forsonende og pragmatisk linje over for en borgerlig regering.
Han gentog i bastante vendinger sit andet ultimative krav om, at Dansk Folkeparti ikke vil støtte en regering, hvor Moderaterne indgår, men kravet om muslimsk udvandring blev ikke nævnt.
Tværtimod oplevede flere, at Messerschmidt meget tydeligt gav udtryk for, at en borgerlig regering var så vigtig for ham, at han var sikker på, at det nok skulle lykkes at blive enige om et politisk grundlag, som Dansk Folkeparti kunne støtte.
»Vi var flere, der tolkede ham sådan, at der ikke var noget politisk, der skulle stå i vejen for hans støtte til en borgerlig regering,« siger en kilde, der var til stede i Industriens Hus.
»Verdenshistoriens største løftebrud«
De nye toner fik hurtigt kritikken til at vælte ned over Morten Messerschmidt.
»Det er en total kapitulation,« sagde fungerende udlændingeminister Rasmus Stoklund (S) til Jyllands-Posten:
»Det skriver sig ind i et mønster, som vi efterhånden har set længe fra Dansk Folkeparti. Man hopper og danser rundt som løver på de sociale medier og siger, at man vil løse alverdens problemer og få alt ondt i Danmark til at gå væk, men når det kommer til stykket, falder de ned som små blide lam. Der er ikke rigtigt noget kød på alle de store ord.«
Kort efter at han havde lagt røret på, delte socialdemokraten en kort video på sin Facebook-profil, hvor han skruede yderligere op for retorikken og nu kaldte det »verdenshistoriens største løftebrud«.
Her tog sagen en ny drejning.
»Jeg kan berolige dig helt«
Morten Messerschmidt selv afviste at svare på spørgsmål, da Jyllands-Posten onsdag formiddag mødte ham på Christiansborg.
Senere ringede politisk ordfører Peter Kofod – og slukkede for det grønne lys til Troels Lund Poulsen.
En borgerlig regering skal alligevel opfylde det ultimative krav om muslimsk udvandring, før Dansk Folkeparti vil støtte den. Faktisk har kravet aldrig været taget af bordet, måtte man forstå.
»Vi har stillet to ultimative krav. Det ene handler om Moderaterne og det andet om muslimsk udvandring. Og det, der er den helt klare forventning, er, at hvis der dannes en borgerlig regering, skal det, vi har sagt om udlændingepolitik, selvfølgelig også afspejles i et regeringsgrundlag,« siger Peter Kofod:
»Så jeg kan berolige dig helt med, at kravene står. For os er der ikke nogen forandring i det her.«
Hvordan kan du være rolig, når du ser, at der ikke står noget, der bare minder om foranstaltninger, der skal anvise vejen til muslimsk nettoudvandring af Danmark, i det papir, der lige nu danner grundlag for den regering?
»Vi er jo meget langt fra at have et regeringsgrundlag. Troels Lund skal vise over de næste dage og uger, at det, han forestiller sig, er levedygtigt. Og så skal der efterfølgende forhandles et regeringsgrundlag på plads. Og det er et krav fra vores side, at det, vi har sagt om udlændinge, selvfølgelig også bliver afspejlet i sådan et regeringsgrundlag.«
Så de her foranstaltninger skal være nedfældet, før I kan støtte en regering?
»Ja, det skal i hvert fald være noget, vi kan tro på, kan komme til at ske.«
Og hvis ikke en regering gør det, vil I ikke støtte den?
»Ja, det er sådan, det er. Sådan er det med ultimative krav, og der har vi to. Og dem står vi selvfølgelig på mål for.«
Hvorfor har I så sagt, at I ikke kommer til at vælte en VLAK-regering med Troels Lund Poulsen som statsminister?
»Nu har vi givet grønt lys til, at Troels Lund Poulsen og Venstre kan arbejde videre med det her. Men altså, igen: Vi er langt fra et regeringsgrundlag – lad os lige komme dertil.«