Pia Olsen Dyhr har kaldt det »et vigtigt krav«. Men pludselig vil SF ikke sikre, at store bededag bliver genindført
Fredag ville have været store bededag, hvis ikke SVM-regeringen havde fjernet den. SF har i skarpe vendinger krævet den tilbage, men er nu havnet i en penibel situation.
SF-formand Pia Olsen Dyhr er normalt en af Mette Frederiksens (S) bedste veninder på Christiansborg og holder for det meste igen med de mest hårdhændede angreb på Socialdemokratiet.
Bare få uger inden valgudskrivelsen kom Pia Olsen Dyhr imidlertid med en besked, der lagde et usædvanligt hårdt pres på statsministeren.
En ny, rød regering skal som en af sine første gerninger genindføre store bededag, forlangte SF-formanden i et interview med Weekendavisen.
»Mange danskere føler, at store bededag blev taget fra dem som af en tyv om natten. Vi skal genoprette folks tillid ved simpelthen at skrotte loven«, sagde Pia Olsen Dyhr, der siden har kaldt det »et vigtigt krav«.
Men i dag vil SF ikke svare klart på, om partiet vil sikre, at det rent faktisk sker.