Jens-Frederik Nielsen befinder sig midt i en kamp, ingen andre grønlandske ledere har taget
Jens-Frederik Nielsen blev mobbet for at se for dansk ud og tog siden hævn som sportsmand og politiker. Han skyder rensdyr og kan spille guitar. Men Trumps trusler slider i stigende grad på ham. Igennem to af hans nærmeste fortæller Jyllands-Posten historien om den grønlandske leder.
To gange om måneden holder Jens-Frederik Nielsen madklub med vennerne. Når den grønlandske regeringsleder er vært, står menuen som regel på rensdyr, som han og kæresten, Anika, tager ud og skyder.
En udsøgt delikatesse i Grønland, som efter sigende skulle smage lidt som lam og serveres med diverse garniture og sauce. For Jens-Frederik Nielsen er, fortæller mennesker tæt på ham, et overskudsmenneske, der ikke nøjes med det næstbedste.
Og så er han i øvrigt habil med et gevær i hånden.