Fortsæt til indhold
Politik

Opslaget »kunne ramme partiet i nakken« – pludselig var det væk

Frihedsbrevets chefredaktør, Mads Brügger, gemte et screenshot af et opslag på Moderaternes Instagram-profil og delte det, efter opslaget blev slettet. Til Jyllands-Posten fortæller han, hvorfor han tror, at opslaget blev fjernet.

Tirsdag eftermiddag lagde Moderaterne et opslag på Instagram med ordene: »Alder skal ikke være en begrænsning. Er du enig?« på en lilla baggrund.

Opslaget indeholdt udover en opslagstekst om Moderaternes igangværende kampagne, som partiet har døbt ”Til kamp for erfaringen”.

Men kort efter blev opslaget slettet.

Chefredaktøren fra Frihedsbrevet, Mads Brügger, nåede dog at tage et screenshot af opslaget, som han delte på det sociale medie X med den ironiske bemærkning: »Hvorfor slettede I dette fuldkommen geniale slogan fra jeres insta?«

Moderaterne bekræfter, at opslaget har været lagt op, og at det er blevet taget ned igen.

Partiets pressetjeneste afviser dog, at billedteksten var et slogan. Det var derimod ét ud af flere spørgsmål i en række af opslag i partiets kampagne.

Efter opslaget blev slettet, valgte Moderaterne i stedet at lægge en video ud af senioren Franz Torring, der i en alder af 62 år forsøger at komme i arbejde igen.

»Der er skam intet interessant i det. Vi havde bare et vigtigt budskab med Franz, vi skulle have ud i stedet. Han er en af de mange danskere, der går til kamp for erfaring med os,« fortæller Moderaternes pressetjeneste i et skriftligt svar.

Fonseca-sagen spøger i kulissen

Mads Brügger, der delte opslaget, fortæller til Jyllands-Posten, hvorfor han tror, opslaget blev fjernet.

»Jeg forestiller mig, at de har lagt det ud, og så er der nok nogen, der har prikket til dem og sagt, at i forhold til jeres erfaring med medlemmer af jeres folketingsgruppe og deres kontakt med yngre mennesker, så er det måske ikke så heldigt at melde ud, at alder ikke er nogen begrænsning,« siger Mads Brügger.

Chefredaktøren henviser til det tidligere folketingsmedlem fra Moderaterne, Mike Fonseca, der ifølge ham gør billedtekstens udsagn uheldigt.

»Set i lyset af sagen om Mike Fonseca er det et spørgsmål, der godt kan ramme dem selv i nakken, vil jeg gætte på,« siger Mads Brügger.

I efteråret 2023 kom det frem, at daværende folketingsmedlem fra Moderaterne Mike Fonseca havde et kæresteforhold med en 15-årig pige. Han blev smidt ud af Moderaterne i november 2023, fordi forholdet var i modstrid med partiets adfærdskodeks, og er i dag løsgænger i Folketinget.

»Alder må ikke være en stopklods«

Hos Moderaterne forstår de ikke, hvordan Mads Brügger kan kæde det slettede opslag sammen med sagen om Mike Fonseca.

»Vi går som skrevet til kamp for erfaring, og der ser vi umiddelbart ikke en lineær forbindelse til Mike Fonsecas private relation,« lyder det i et skriftligt svar fra Moderaternes pressetjeneste.

Jyllands-Posten har fremlagt Mads Brüggers citater for Moderaterne. Partiets pressetjeneste skriver i et svar:

»I Moderaterne går vi til kamp for erfaring. For erfaring undervurderes, og viden overses. Evner ignoreres. Når alder bliver opfattet som en begrænsning, mister Danmark kraft, kreativitet og sammenhæng. Arbejdspladser mister ressourcer, og fællesskabet bliver svækket.«

»Alder må ikke være en stopklods. Alder er en styrke. Når mennesker udelukkes, betaler alle prisen: mindre kompetence, mindre innovation, mindre sammenhængskraft.«

»Det stod der fint beskrevet i opslaget såvel som alle vores andre opslag om selvsamme tema. Hvorvidt Mads Brügger vælger at misforstå det, ønsker vi ikke at kommentere på.«