Fortsæt til indhold
Politik

Kristendemokratisk profil vil i Folketinget for De Konservative

Marianne Karlsmose skifter til De Konservative og indstilles som folketingskandidat i Silkeborgkredsen.

/ritzau/

Tidligere landsformand for Kristendemokraterne (KD) Marianne Karlsmose skifter til De Konservative.

Det oplyser De Konservative i en pressemeddelelse mandag morgen.

En enig bestyrelse i Silkeborgkredsen vil indstille 52-årige Karlsmose som folketingskandidat til det næstkommende folketingsvalg.

- Efter sidste folketingsvalg var jeg træt og modløs, men de seneste måneder har jeg mærket, at min politiske ild stadig brænder.

- Jeg ønsker at kæmpe for familiernes trivsel, for en værdig social-, handicap- og psykiatripolitik - og for vores land i en urolig tid. For mig er det et naturligt skridt at blive konservativ, siger Karlsmose i pressemeddelelsen.

Den tidligere landsformand i KD udtræder samtidig af regionsrådet i Region Midtjylland.

Marianne Karlsmose har været medlem af KD i mere end tre årtier.

Ifølge TV Midtvest meldte hun sig ind i partiet i 1993, men hun siger til mediet, at hun ikke længere kunne se en landspolitisk fremtid for sig i KD.

- Jeg synes, jeg tager et skridt fremad for de værdier, de sager og de mennesker, jeg kæmper for. Det er det, der her er det vigtige. KD må ikke være et mål i sig selv, siger Karlsmose til TV Midtvest.