Fortsæt til indhold
Politik

Minister kræver realistiske tidsplaner og bedre drift af Energinet

Miljøsager, leveranceknas og fejl i Energinet er skyld i store forsinkelser, som bremser grøn omstilling.

/ritzau/

De store forsinkelser i udbygningen af det danske elnet skyldes en række fejl, som tilsammen bremser den grønne omstilling og kan koste millioner af kroner.

Det ærgrer klimaminister Lars Aagaard (M), som tirsdag skal i samråd om sagen, hvilket sidst var tæt på at koste ham posten som minister.

En ny opgørelse, som i weekenden er sendt til Folketingets partier, viser, at 141 af Energinets 199 elprojekter nu i gennemsnit er 29 måneder bag de oprindelige tidsplaner.

- Energinet skal blive meget bedre til at forventningsafstemme med deres kunder, så man har realistiske tidsplaner at arbejde ud fra, siger Lars Aagaard til mediet Finans.

- Jeg har en klar forventning om, at Energinet har fokus på at designe deres organisation og projektmodel, så den er mere effektiv.

Opgørelsen dækker udviklingen fra første til andet kvartal i år. Antallet af forsinkede projekter er ikke steget i perioden, men de 141 ramte projekter er i snit yderligere skredet tre måneder.

Ligesom Energinet peger energiministeren på, at en betydelig del af infrastrukturselskabets udfordringer med for eksempel miljøgodkendelse og indkøb af komponenter kommer udefra.

Lars Aagaard peger på, at regeringen allerede har sat flere værktøjer i spil, herunder lettere adgang til ekspropriation og lempelser i miljøscreeninger.

De politiske initiativer har dog fortsat til gode at virke.