Fortsæt til indhold
Politik

Nu kan kommuner ikke længere fjerne disse beskyttelsesrum

Fra i dag må kommunerne ikke længere nedlægge betondækningsgrave på eget initiativ.

Truslen mod Danmark er mere alvorlig end den har været i årtier.

Derfor iværksatte minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), tilbage i maj et eftersyn af alle landets beskyttelsesrum.

Dét betyder blandt andet, at landets kommuner fra i dag ikke længere på eget initiativ kan nedlægge den type beskyttelsesrum, der er kendt som betondækningsgrave, oplyser ministeriet.

40.000 pladser forsvundet

Tilbage i 2004 gjorde en bekendtgørelse det muligt, at kommunerne på eget initiativ kunne give tilladelse til at fjerne betondækningsgravene hvis de f.eks. lå på en privat grund.

Og imens der i 2001 var 152.335 pladser i betondækningsgrave, var der i 2024 113.018 pladser.

Dermed er der forsvundet knap 40.000 pladser i denne type af beskyttelsesrum, som blev opført i slutningen af den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.

I årene 1944-45 blev der opført cirka 5.800 betondækningsgrave, som kunne give beskyttelse til cirka 290.000 mennesker. Efter krigen blev en del af pladserne dog fjernet igen.

Ikke plads nok til alle

I alt udgør betondækningsgravene dog kun en lille del af det samlede antal pladser i beskyttelsesrum i Danmark. De fleste pladser findes i sikringsrum, hvor det i 2001 blev vurderet til at være 3,7 millioner pladser.

I 2024 lød dét tal på 3,4 millioner pladser.

I alt findes der på papiret i dag 3,6 millioner pladser i beskyttelsesrum til en dansk befolkning, der har rundet seks millioner.

Dertil kommer, at Jyllands-Posten tidligere på året har kunnet afdække, at en del af pladserne er i så dårlig stand, at de slet ikke kan benyttes - eller at de ren og skær var blevet nedlagt.

Rettidig omhu, mener minister

Dagens politiske initiativ vækker dog glæde hos den ansvarlige minister, Torsten Schack Pedersen.

»Vi skal alle være med til at sikre, at Danmark er rustet til at beskytte befolkningen i en krisesituation. Det gælder både borgere, virksomheder, kommuner og myndigheder. Derfor er det også rettidig omhu at kigge på beskyttelsesrumsområdet med nye øjne,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at ændringen betyder, at der »sendes et vigtigt signal om, at vi skal forberede os på en ny beredskabsmentalitet.«