Analytiker: Mike Fonseca-sagen bekræfter danskernes fordomme om Lars Løkke
I tirsdagens politiske overblik skal det naturligvis handle om den historie, der overskygger alt andet i dag.
Godeftermiddag
Den altoverskyggende dagsorden denne tirsdag er historien om løsgænger og fhv. Moderaterne-medlem Mike Fonseca og 369.978 kr.
Et beløb, hans partiformand Lars Løkke Rasmussen tilbage i efteråret 2023 forsøgte at betale ham for at forlade Folketinget og frigive sit mandat, da det dengang kom frem, at Fonseca var kæreste med en 15-årig pige. Det kunne Frihedsbrevet afsløre tirsdag.
Det skal derfor heller ikke handle om andet i dagens Politisk Overblik:
- Analytiker: Kun begyndelsen
- En juridisk gråzone
- Den sidste dråbe
1. Analytiker: Kun begyndelsen
Fra historien ramte offentligheden tidligt tirsdag morgen, gik der ikke mange timer, før den rullede for fulde gardiner. Kort inden kl. 12 tog sagen endnu en drejning.
Søren Gade (V), formand for Folketinget, oplyste nemlig, at Løkkes økonomiske tilbud »vil blive drøftet i Udvalget for Forretningsordenen og i Folketingets Præsidium«.
Det skete på opfordring af Karina Adsbøl, der er medlem af præsidiet for Danmarksdemokraterne.
Netop det initiativ viser, hvilken type angreb oppositionen har sat ind mod Lars Løkke, mod Moderaterne og mod regeringen.
»Oppositionen er som en flok løver, der har fået øje på et stykke råt kød,« indleder JP’s politiske analytiker, Niels Th. Dahl, malende og uddyber så:
»Det, oppositionen prøver på nu, er at give sagen et mere formelt politisk forløb. Dels fordi den vil have sagen til at fylde mere og i længere tid, dels fordi den vil drage resten af regeringen ind i sagen. Det ser vi starten på nu, og jeg tror, det kun er begyndelsen på de ting, oppositionen har i ærmet.«
Ifølge Niels Th. Dahl er det først og fremmest et stød, der rammer Løkkes image.
»Uanset hvilken vinkel man ser sagen fra – bestikkelse eller et forsøg på at hjælpe Fonseca – er det en sag, der bekræfter befolkningens dårligste fordomme om Løkke. Nemlig at han er én, der er villig til at gå lige til kanten og nogle gange over, for at opfylde sine egne politiske mål.«
Niels Th. Dahl peger på, at Lars Løkke sådan set har helt ret, når han i lydoptagelsen siger til Fonseca, at det vil komme med en stor personlig pris, hvis han afslår og går enegang som løsgænger.
Et scenarie, Løkke forsøgte at hindre, da Fonseca i så fald tog sit politiske mandat med sig fra Moderaterne.
Løkkes problem er ifølge analytikeren, at man kan så tvivl om hans motiv: For er det af omsorg for sagens parter, eller er det af hensyn til Løkke og Moderaterne selv?
»Havde det været Pia Olsen Dyhr, der sagde de samme ting, havde man jo troet hende. At det var af omsorg. Men fordi Løkke er Løkke, og han har det bagkatalog af sager, han har, er det sværere for ham at lykkes med at fortælle den historie.«
2. En juridisk gråzone
Hurtigt rejste et centralt spørgsmål sig: Må man overhovedet ”købe” en folkevalgts mandat på den måde, som Lars Løkke Rasmussen forsøgte?
Svaret er ikke helt klart.
For mens flere eksperter vurderer, at der bør igangsættes en undersøgelse af lovligheden, er det sværere at fælde en tydelig dom set med juridiske briller
Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet kalder det overfor Ritzau en gråzone.
»Meningen er ikke, at politiske partier skal betale for, at folk nedlægger deres mandat. Det er ikke meningen med grundlovens regler om folketingsmedlemmer, der jo står frit,« siger Waage, og henviser dermed til grundlovens §56, der fastslår, at Folketingsmedlemmerne »ene bundet ved deres overbevisning«.
3. Den sidste dråbe
Allerede tidligt tirsdag indløb reaktionerne fra især oppositionen. Og som Niels Th. Dahl tidligere i overblikket forudsagde, var det ikke sjov læsning, hvis man hedder Lars Løkke Rasmussen.
Liberal Alliances vikarierende formand, Sólbjørg Jakobsen, kalder i et opslag på X sagen for »uhørt«.
»Man må være meget desperat, når man kan ty til den slags metoder. Denne sag vidner om en desperat udenrigsminister og en desperat regering, som klamrer sig til magten for magtens skyld,« skriver hun i et opslag, mens hun i et andet konstaterer, at »regeringen bør gå af – dette er dråben«.
Det tidligere Moderaterne-medlem Jeppe Søe, der forlod partiet i efteråret 2024, mener, at Løkke »udfordrer hele folkestyret« ved at forsøge at »købe et folketingsmedlems mandat«.
»Rystende at komme ind bag facaden i topstyringen hos Moderaterne i lydoptagelser fra Frihedsbrevet. Lykkelig over ikke at være passager længere – det her kan partiet ganske enkelt ikke forsvare,« skriver han på Facebook.
Det var, hvad jeg havde med til dig i dag. Tak fordi, du læste med.
Med venlig hilsen
Sofie Øgård Gøttler