Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget giver fremtidens politikere mere i løn

En ny aftale hæver årslønnen for fremtidige folketingsmedlemmer, som dog samtidig kan se frem til mindre på pensionen.

Rettelse: Det fremgik tidligere af dette nyhedsbrev, at årslønnen for et folketingsmedlemmerne i dag ligger på ca. 870.000 kroner. Beløbet er retteligt 948.000. Jyllands-Posten beklager fejlen.

Velkommen

Så er dagens Politiske Overblik landet, og jeg vil lige bruge anledningen på at introducere mig selv: Jeg hedder Mathilde Hougaard Boesen og er ny politisk reporter på Jyllands-Posten.

Dermed sidder du også med mit allerførste nyhedsbrev foran dig (!) - og her er de tre historier, jeg har med til dig:

  1. Overvismanden advarer politikerne om at bruge løs af råderummet
  2. Fremtidige politikere kan se frem til en lønstigning
  3. Ny lukkelov skal skabe liv i mindre byer

1. Overvismanden advarer politikerne om at bruge løs af råderummet

Foto: Stine Bidstrup

Det går godt i dansk økonomi. Alligevel bør politikerne være varsomme med at bruge løs af det økonomiske råderum, der kan brænde i pengepungen.

Sådan lyder advarslen fra den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard på dagen, hvor Det Økonomiske Råd har offentliggjort forårets vismandsrapport. De næste to år forventer rådet »moderat højkonjunktur med høj beskæftigelse«, skriver de i en pressemeddelelse.

Der er dog et par men’er. Eksempelvis betyder den internationale, økonomiske uro, at der kan risikere at opstå et større fald i beskæftigelsen. Og så skal politikerne ikke forlade sig for meget på det økonomiske råderum, der har vist sig at være større og større, hver gang regnemaskinerne i Finansministeriet har tygget tallene igennem igen, advarer Carl-Johan Dalgaard.

Der er nemlig store usikkerheder i beregningsmodellen, lyder det.

»Usikkerheden i beregningen af råderummet og den aktuelle konjunktursituation taler for at udvise forsigtighed, når råderummet udmøntes,« siger han.

2. Fremtidige politikere kan se frem til en lønstigning

Mindre i løn, mere i pension. Fremtidens politikere - og altså ikke de to ministre her - kan se frem til en lønstigning. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det er så også i dag, at et bredt politisk flertal i Folketinget er blevet enige med sig selv om, at fremtidige folketingspolitikere skal have mere i løn.

Hvor et folketingsmedlem i dag modtager cirka 948.000 kr. om året, vil den årlige løn i fremtiden lyde på 1,08 millioner kroner.

Det har regeringspartierne aftalt med Liberal Alliance, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet. Den nye aftale gælder de folketingsmedlemmer, der bliver valgt ind for første gang ved det kommende folketingsvalg.

Hvad der gives på lønnen, går dog fra i pensionen, hvor fremtidens politikere kan se frem til ’kun’ at få 18 pct. i pension. Reglerne for eftervederlag ændres også, således at folketingsmedlemmerne fremover kun kan få ret til eftervederlag i op til ét år efter, at de har forladt Folketinget. Lige nu hedder den regel to år.

Selvom både Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne både står uden for aftalen og kritiserer den, så skal det retfærdigvis nævnes, at der samlet set bliver tale om en besparelse på løn- og pensionsudgifterne til folketingsmedlemmerne, når aftalen er fuldt indfaset.

Det bliver den i 2090. Hvor man altså formoder, at der ikke er flere af de nuværende folketingsmedlemmer tilbage i salen. Dét bliver spændende at følge...

3. Ny lukkelov skal skabe liv i mindre byer

I fremtiden kan du - måske - handle ind på en hellidag. Foto: Cecilie Rolvung

Det skal fortsat handle om penge, men om den del, jeg personligt synes er sjovest: Nemlig at bruge dem.

Dét kommer til at blive nemmere i visse danske byer i fremtiden. For butikker i byer med under 16.850 indbyggere kan se frem til selv at beslutte, hvorvidt de vil holde åbent eller ej på de helligdage, hvor den nuværende lukkelov lige nu foreskriver, at de skal holde lukket.

Det gælder eksempelvis 1. og 2. juledag, langfredag og 1. pinsedag.

Afskaffelsen af de tvungne såkaldte lukkedage skal skabe mere liv, vækst og arbejdspladser i de små byer, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Aftalen møder kritik fra blandt andet de butiksansattes fagforening, HK Handel, hvis medlemmer kan se frem til arbejde på helligdagene. Og så kan man også undre sig lidt over, hvordan i alverden politikerne er blevet enige om, at grænsen skal gå ved byer med præcis 16.850 indbyggere.

Dét betyder, at butikkerne i Middelfart, Aabenraa og Ikast fremover kan holdt åbent fx 1. januar. Men det kan butikker i Frederikssund, Nyborg og Skive ikke.

Man (jeg) må dog væbne sig med lidt tålmodighed, før man kan komme ud og bruge løs. Den nye aftale gælder nemlig også først efter et kommende folketingsvalg.

Det var, hvad jeg havde med i dag. Ligger du inde med et godt tip til noget, jeg bør kaste mig over som ny reporter på Christiansborg, er min mail mabo@jp.dk.

Ellers må du nyde resten af tirsdagen i en arbejdsuge, der for de manges vedkommende er blandt årets korteste.

Med venlig hilsen

Mathilde Hougaard Boesen