»Det virker for mig fuldstændig på månen«: I skarpe vendinger kritiserer oppositionen udlændingeministeren
Ministeren vil tage rettigheder fra udlændinge på tålt ophold. Han ved bare ikke, hvor mange af de utålte udlændinge der faktisk bruger rettighederne. Det møder nu kritik.
Hovedrystende. Mærkværdigt. Og en »total rodebutik«.
Det er ikke ordbogens mest rosende gloser, tre oppositionspartier har tilovers for udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S).
Reaktionen kommer, efter at Jyllands-Posten kan beskrive, at ministeren ikke har indsigt i, hvor mange udvisningsdømte udlændinge på landets udrejsecentre der faktisk i dag gør brug af de ydelser, han vil tage fra dem med en række nye stramninger.
»Man kan ikke løse et problem, hvis ikke man kender omfanget af det. Folketinget kan jo heller ikke tage stilling til stramningerne, hvis ikke regeringen vil redegøre for, hvor mange mennesker der er tale om, og hvor stort problemet er. Det virker for mig hovedrystende,« lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn.
Med stramningerne vil ministeren fratage udlændinge uden lovligt ophold – altså dem, der bor på udrejsecentrene som Kærshovedgård – muligheden for at køre bil, drive virksomhed og få SU.
Jyllands-Posten kan dog afdække, at ministeren og ministeriet ikke ved, hvor mange af de omdiskuterede beboere der anno 2025 faktisk bruger de rettigheder, han vil ramme dem på.
Blandt andet ved man ikke, hvor mange af beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård der har et kørekort.
»Det er absurd, at regeringen ikke har styr på, hvor mange af de her mennesker der har kørekort. De har jo navnene, så det er bare at slå det op i deres systemer. Det virker for mig fuldstændig på månen og mærkværdigt. Det samme gælder for de andre stramninger,« siger Mikkel Bjørn.
Hos Danmarksdemokraterne tilslutter udlændingeordfører Peter Skaarup sig kritikken. Han mener, der er tale om en »total rodebutik«, men vil dog, ligesom Danmarksdemokraterne i øvrigt, ikke modsætte sig stramningen.
»Det tegner et billede af en regering, der ikke har styr på det her område. Og det forslår som en skrædder i helvede, fordi de her mennesker fortsat er i Danmark, uanset om man gennemfører stramningerne eller ej,« siger han og tilføjer, at partiet dog bakker op om stramningerne.
Det samme gør man hos De Konservative.
»Det er bedre end ingenting og selvfølgelig godt, at man rammer nogen, selvom det ikke er mange,« indleder udlændingeordfører Brigitte Jerkel og tilføjer så:
»Men det er klart, at en regering plejer at have et overblik over, hvor mange man rammer med sit tiltag, inden man foreslår det. Det er da lidt bemærkelsesværdigt og lidt bekymrende, at man ikke har et overblik over det.«
Kritikken bider dog ikke på udlændingeminister Kaare Dybvad Bek. I stedet går ministeren til modangreb.
»Jeg synes, det er mærkeligt, at der sidder partier i Folketinget, som har besluttet – og er ophavsmænd til – Kærshovedgård, inklusive Peter Skaarup, inklusive Dansk Folkeparti, inklusive Inger Støjberg, som nu siger, at i stedet for at forbyde dem at køre bil, skal man tælle op, hvor mange der har egentlig et kørekort.«
Inger Støjberg, nu formand for Danmarksdemokraterne, placerede som udlændinge- og integrationsminister for Venstre i 2016 Kærshovedgård i Bording med et politisk flertal bestående af Venstre-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance.
»Hvorfor lavede I et udrejsecenter i Bording, hvor folk har lov til at gå rundt med kniv? Hvorfor lavede I et udrejsecenter, hvor folk har lov til at eje en bil og køre rundt med den på landevejene? Det er da det, de skulle tage at svare på, i stedet for at have travlt med at spørge, hvor mange mennesker drejede det sig præcist om. Det centrale spørgsmål er, hvorfor de ikke selv løste det?« siger Kaare Dybvad.