Chefideologen der kom ud i rampelyset
Pelle Dragsted fylder den 13. april 50 år og har i mange år været med i Enhedslisten. Den politiske ordfører har været central, også når han ikke sad i Folketinget.
Enhedslistens chefideolog. Det er en betegnelse, der har klæbet til Pelle Dragsted, hvad enten han har haft plads i Folketinget eller ej.
Som ung anvendte han andre metoder end de rent verbale, men senere gik han over til kun at bruge politiske argumenter.
Søndag den 13. april fylder Enhedslistens – nu helt officielle – frontfigur 50 år. Det sker med en nylig partipolitisk sejr i bagagen.
Pelle Dragsted, der i august 2023 afløste Mai Villadsen som politisk ordfører, fik i december sidste år trumfet sin politiske linje igennem ved et ekstraordinært årsmøde. Det skete, da årsmødet blandt andet vedtog at gøre det mindre svært for partiet at ekskludere medlemmer, der går imod partilinjen.
Medlemmer fra fraktionen Rødt Venstre havde efter partitoppens mening været for positivt stemt over for Hamas-angrebet på Israel i oktober 2023.
»Det er ikke for sjov, at vi har holdt et ekstraordinært årsmøde. Det har været en svær beslutning. Det har været en svær tid. Og nu skal vi videre,« sagde Pelle Dragsted dengang.
Inden han blev politisk ordfører, var Pelle Dragsted en af arkitekterne bag, at Enhedslisten i 2023 fjernede formuleringer i partiets principprogram om, at Danmark skal nedlægge militæret og melde sig ud af forsvarsalliancen Nato.
Som ung lå Pelle Dragsted helt ude på den yderste venstrefløj, hvilket medlemskaber af Danmarks Kommunistiske Parti og Antifascistisk Aktion vidner om. Den unge Dragsted holdt sig ikke til verbale ytringer, men tog af og til mere håndfaste metoder i brug. Han blev i 1990’erne dømt for hærværk mod Sandholm-lejren.
I samme årti blev Pelle Dragsted påkørt af den tidligere formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) Johnni Hansen. Det skete, da Dragsted med flere andre var i gang med at save Johnni Hansens plankeværk i stykker.
Pelle Dragsted har senere taget afstand fra de metoder, som han benyttede i sine unge dage.
Her uddannede han sig først med en bachelor i historie fra Københavns Universitet. Senere tog han en master i retorik og formidling fra Aarhus Universitet.
Netop evnen til klar og tydelig formidling bliver anset for at være en af hans store styrker. I 2022 modtog Pelle Dragsted således Ting-Prisen, som Altinget hvert år uddeler til en politiker, der via sin kommunikation bidrager til at øge forståelsen for dansk og europæisk politik.
Hos Enhedslisten begyndte han som international sekretær i 2005, og senere blev han presseansvarlig og politisk rådgiver.
Netop på grund af sit arbejde i partiet blev han nødt til at undlade at genopstille til folketingsvalget i 2019, efter at han var blevet valgt ind fire år forinden. Det skyldtes Enhedslistens interne rotationsregler. I stedet kastede Pelle Dragsted sig over kommunalpolitik og blev i november 2021 valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.
Han meddelte dog allerede inden kommunalvalget, at han ville forlade pladsen, hvis han senere blev valgt ind i Folketinget. Det skete allerede året efter, hvor han bragede ind i Folketinget med 14.129 personlige stemmer. I 2023 overtog han så posten som politisk ordfører.
Pelle Dragsted har to voksne børn og bor i kollektiv med sin familie på Frederiksberg. I fritiden spiller han guitar og er med i Christiansborgs Karateklub.