Fortsæt til indhold
Politik

Få overblik over nyt amerikanerbesøg i Grønland: Må se »alvoren i øjnene«, advarer Múte B. Egede

Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Nyt amerikanerbesøg i Grønland vækker allerede forargelse. Henrik Sass Larsen er anklaget for flere forhold, og Klimaministeren er i knibe.

Godeftermiddag kære læser.

Du læser Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev.

Det kan du kvit og frit skrive dig op til at modtage lige herunder.

I dag har jeg tre historier fra Christiansborg til dig.

  1. Nyt amerikanerbesøg i Grønland vækker forargelse
  2. Henrik Sass Larsen tiltalt for flere forhold
  3. Klimaminister i knibe

1. Nyt amerikanerbesøg i Grønland vækker forargelse

USA's andendame, Usha Vance, besøger i Grønland i denne uge. Foto: Patrick T. Fallon

Vi tager hul på ugen med nyheden om endnu et amerikansk besøg i det grønlandske.

Denne gang er det Usha Vance, kone til USA’s frembrusende vicepræsident, JD Vance, som på torsdag gæster kongerrigets nordligste del sammen med en af parrets sønner.

Andendamen Usha Vance gøres også selskab af USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og landets energiminister, Chris Wright.

Det forestående amerikanerbesøg har allerede vakt politisk postyr.

»Vi har prøvet alle diplomatiske og demokratiske muligheder, men det hele preller af på Donald Trump og hans administration i deres mission om at eje og kontrollere Grønland,« udtale den afgående landsstyreformand, Múte B. Egede, til den grønlandske avis Sermitsiaq:

»Vi må derfor se alvoren i øjnene og erkende, at hvert eneste minut tæller for at forhindre amerikanernes drøm om at annektere vores land i at blive til virkelighed,« fortsætter han og efterlyser støtte fra Grønlands allierede.

Fru Vance vil besøge historiske steder, lære om Grønlands kulturarv og overvære hundeslædeløb, siger hun i en video på sociale medier:

»Jeg har læst alt om det (hundeslædeløb, red.) sammen med mine børn, og jeg er forundret over de utrolige evner og det holdarbejde, det kræver.«

Andendamen tilføjer, at hun også ser frem til at »fejre« USA og Grønlands lange forhistorie med gensidig respekt og samarbejde samt udtrykke forhåbning om, at forholdet »kun vil vokse sig stærkere i de kommende år«.

Mens Usha Vance taler om hundeslædeløb tonede hendes ægtemand, JD Vance, forleden frem på Fox News, hvor han gentog sin beskyldning om, at Danmark ikke er en »god allieret«.

Vicepræsidenten begrundede sin bandbulle med en påstand om, at Danmark skulle forhindre amerikanerne i at benytte søveje omkring Grønland, mens Kina og Rusland får lov.

Det kan kun løses ved, at USA tager »mere territoriel interesse i Grønland,« sagde Vance, som også hævdede, at præsident Trump vil overtage øen om nødvendigt:

»Det er, hvad præsident Trump kommer til at gøre. Fordi han er ligeglad med, hvad europæerne skriger af os: Han går op i at sætte amerikanske borgeres interesser først.«

I et Facebook-opslag natten til mandag gjorde Múte B. Egede det klart, at der ikke bliver nogen møder med amerikanerne, så længe grønlænderne forhandler en ny regering.

Og at han i øvrigt ikke anser amerikanernes besøg som »privat«.

Denne betegnelse brugte præsident Trumps søn, Donald Jr., om sit besøg i januar. De grønlandske myndigheder har betegnet Usha Vances besøg som »uofficielt«.

Den grønlandske valgvinder, Jens-Frederik Nielsen, skriver på Facebook, at amerikanerbesøget ikke giver grund til panik:

»Men der er god grund til at stå sammen og til at kræve respekt. Det gør jeg.«

Søndag kommenterede statsminister Mette Frederiksen (S) det forstående besøg - som hun ser »med alvor« på - over for den grønlandske avis Sermitsiaq:

»Besøget fra USA kan ikke ses uafhængigt af de offentlige udsagn, der er fremkommet. I Kongeriget ønsker vi at samarbejde med amerikanerne. Men det må og skal være et samarbejde, der hviler på de grundlæggende værdier om suverænitet og respekt lande og befolkninger imellem.«

2. Henrik Sass Larsen tiltalt for flere forhold

Den fhv. S-politiker og minister, Henrik Sass Larsen, er sigtet for flere forhold. Foto: Mads Claus Rasmussen

Søndag tog den fhv. socialdemokratiske toppolitiker og eksminister Henrik Sass Larsen selv bladet fra munden og erkendte, at han er den tiltalte ekspolitiker, som Berlingske første gang omtalte fredag.

Sass Larsen nægter sig skyldig i samtlige anklagepunkter, som offentligheden blev en smule klogere på, da anklageskriftet blev udleveret mandag middag.

Jyllands-Posten er i besiddelse af anklageskriftet, hvori det hedder, at Sass Larsen er tiltalt for at besidde i alt 6.242 billeder og 2.231 filmsekvenser med seksuelt materiale vedrørende personer under 18 år.

Han er desuden tiltalt for at besidde en såkaldt børnesexdukke. Disse har været ulovlige i Danmark siden 2022.

Søndag udtalte Sass Larsen i en pressemeddelse, at han »aldrig nogensinde gjort et barn fortræd - og kommer aldrig til at gøre det«.

»Mit ærinde har været det stik modsatte,« fortsætter ekspolitikeren.

Han forklarer videre, at han er i gang med en bog, hvor han vil beskrive hændelsesforløbet, for at »få fortalt min version af sagen og få renset mit navn«.

Sass Larsen forlod dansk politik i sommeren 2019.

I løbet af sine sammenlagt to årter i Folketinget nåede han bl.a. at være erhvervs- og vækstminister fra 2013 til 2015 og gruppeformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

Han var indtil for nylig adm. direktør og senest politisk direktør i brancheorganisationen for venture- og kapitalfonde, Aktive Ejere.

Sass Larsens forhenværende partikammerater har kun givet en kortfattet bemærkning om den opsigtsvækkende sag.

»Det er en meget alvorlig tiltale, som vi selvfølgelig er dybt chokeret over, der nu behandles i retssystemet. Derfor har vi ikke nogen kommentarer,« skriver Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, til B.T.

Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, kalder Sass Larsen-sagen alvorlig for både Socialdemokratiet og statsministeren, fordi Sass Larsen »har været en central figur i partiet og en meget tæt sparringspartner for Mette Frederiksen«.

»Socialdemokratiet vil forsøge at holde denne sag ud i strakt arm og tale så lidt om den som overhovedet muligt. Her hjælper det selvfølgelig, at det er seks år siden, han forlod dansk politik, og at der siden er kommet stor afstand mellem ham og S-toppen. Men Mette Frederiksen slipper alligevel næppe for at forholde sig til den, fordi hun engang var så tæt med ham,« vurderer vores analytiker.

Det er uvist, hvornår Sass Larsens sag kommer for retten. Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf i sagen.

3. Klimaminister i knibe

Ifølge TV 2 stiger utilfredsheden med klimaminister Lars Aagaard (M). Foto: Jens Dresling

Skal man tro TV 2, kan klimaminister Lars Aagaards (M) dage være talte.

Altså politisk.

På baggrund af en »lang række samtaler med centrale skikkelser på tværs af Folketinget,« fortæller tv-stationen, at både røde og blå oppositionspolitikere er ved at danne samlet front mod ministeren.

Nogle taler sågar om at vælte ham, skriver TV 2.

Opstandelsen skyldes en historie fra mediet Zetland, der omhandlede en skrinlagt pressemeddelse fra energiselskabet Energinet.

Pressemeddelsen omhandlede forsinkelser i den grønne omstilling, men blev først offentliggjort, efter Zetland fik fat i den på anden vis.

Energinets driftsdirektør, Søren Dupont Kristensen, fortalte derefter, at selskabet var blevet enige med Klimaministeriet om at tilbageholde pressemeddelelsen for ikke at påvirke politiske forhandlinger.

Det er uklart, om Lars Aagaard har vidst noget om forløbet, skriver TV 2.

Hvis Aagaards modstandere skal have held til at vippe ham ud af ministerkontoret, skal de samle opbakning fra en bred skare i Folketinget.

Som mandaterne i øjeblikket er fordelt, vil det kræve opbakning fra samtlige partier uden for regeringen og en række af Folketingets løsgængere.

Der er i øjeblikket fem løsgængere i Folketinget.

Alle på nær det fhv. medlem af Alternativet Theresa Scavenius er tidligere medlemmer af Lars Aagaards parti Moderaterne.

Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.

Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.

Med venlig hilsen

Kristian Stoffer Nielsen