Giver din årgang underskud for Danmark? Tjek hvor du ligger
Mænd og kvinder er i gennemsnit den bedste forretning for statskassen som 47-årige, viser ny beregning. Tjek selv resultatet for dit alderstrin herunder.
Hver kvinde i Danmark giver i gennemsnit et underskud i statskassen på 15.300 kr., mens mænd giver overskud.
Men den største forskel afhænger ikke af dit køn. Den afhænger af din alder.
Her kan du se, om dit alderstrin går i plus eller minus - og hvor meget.
Tallet viser det såkaldte nettobidrag. Det er det mål, som bl.a. Finansministeriet bruger til at se, om vi danskere er en indtægt eller udgift for statskassen.
Jyllands-Posten har fået indsigt i spritnye tal for 2024, der er blevet udarbejdet for Det Økonomisk Råd, som viser det gennemsnitlige nettobidrag for hvert alderstrin af mænd og kvinder i alderen 0 til 101 år i det forgangne år.
Du kan tjekke resultatet for din egen alder i grafen herunder.
Om du selv giver underskud eller overskud afgøres af, om du koster mere for statskassen, end du bidrager med.
Det er svært at sætte præcise tal på, da hver enkelts livssituation er forskellig ud i det uendelige. Derfor udregner man et gennemsnit pr. alderstrin.
En tommelfingerregel er, at jo mindre du arbejder, jo mere syg du er, jo flere ydelser du modtager, jo større underskud er du for statskassen. Og modsat: jo mere du tjener (som du betaler skat af, vel at mærke), og jo mere rask du er, jo større overskud er du for statskassen.
Grafen gemmer på en række overordnede konklusioner, som fortæller en del om, hvordan den danske velfærdsmodel fungerer.
Underskud til overskud til underskud
Vi danskere giver underskud, mens vi er børn og unge. Her trækker man på sundhedsvæsenet, børnehaven, folkeskolen og gymnasiet uden at bidrage til statskassen, fordi man ikke betaler skat.
Op gennem 20’erne begynder flere og flere at komme i arbejde, og i alderen 25 år for mænd og 27 år for kvinder vendes underskud til overskud fra statskassens perspektiv.
I den arbejdsdygtige alder giver både mænd og kvinder i gennemsnit overskud. Lige netop det overskud er altafgørende i den danske velfærdsmodel. For alle de, der bidrog mere, end de kostede for velfærdsstaten i 2024, var dermed med til at betale for dem, der gik i underskud; altså børn, gamle, syge og arbejdsløse.
Som hullet mellem den orange og blå linje viser, giver mænd et større overskud end kvinder i den arbejdsdygtige alder. Begge køn topper i alderen 47 år, hvor mænd har et nettobidrag på 221.500 kr. og kvinder 148.220 kr.
Når vi går på pension bliver vi igen en underskudsforretning for statskassen, da man her foruden at modtage folkepension trækker mere på sundhedsvæsenet og modtager pleje i hjemmet eller på et plejehjem. Underskuddet bliver tiltagende større, indtil vi dør.
Data fra Det Økonomiske Råd gør det også muligt at beregne det gennemsnitlige nettobidrag for hvert køn.
Beregningen viser, at en kvinde i Danmark i gennemsnit kostede statskassen 15.296,53 kr. i 2024.
Modsat bidrog en mand i 2024 i gennemsnit med 26.131,23 kr. til statskassen.
Forskellen mellem mænd og kvinder skyldes en lang række faktorer, som kvinder kun i nogen grad er herre over. Det kan du læse mere om i artiklen her.