Fortsæt til indhold
Politik

»Fuck off« sagde Vistisen til Donald Trump: Nu bankes han på plads af Messerschmidt

Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Lars Bojes parti har kurs mod Folketinget. Socialdemokratiet er uenige om opsigtsvækkende ulveidé og Messerschmidt banker Anders Vistisen på plads.

Godeftermiddag, kære læser.

Du læser Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Politisk overblik.

Det kan du kvit og frit skrive dig op til at modtage lige herunder.

Holder målingerne stik, kan bilejernes mand meget vel være på vej i Folketinget med sit nye parti.

En ny måling placerer Lars Boje Mathiesens spritnye Borgernes Parti snublende tæt på spærregrænsen.

Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.

  1. Dagens vigtigste historie: Lars Bojes parti har kurs mod Folketinget
  2. Det bør du også vide: Socialdemokratiet er uenige om opsigtsvækkende ulveidé
  3. Redaktionen holder øje med: Messerschmidt banker Anders Vistisen på plads

1. Lars Bojes parti har kurs mod Folketinget

Lars Boje Mathiesen nye parti nærmer sig spærregrænsen. Foto: Jens Dresling

Lars Boje Mathiesen kan gå glad på weekend.

En ny meningsmåling fra Epinion, som er lavet for DR og Altinget, spår, at Lars Bojes nye parti, Borgernes Parti, kan være ganske tæt på at komme i Folketinget.

Var der valg nu, ville Lars Bojes parti få 1,8 pct. af stemmerne. Det kræver 2 pct. af stemmerne at komme i Folketinget.

»Det er vi da glade for,« siger Lars Boje til DR:

»Vi er jo først lige begyndt, og der er jo ikke ret mange danskere, der ved, at vi eksisterer, og ved, hvad vi står for,« fortsætter partiformanden.

Det er kun et par uger siden, at Lars Bojes parti fik indsamlet de godt 20.000 underskrifter, det kræver at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg.

I den anledning deltog Lars Boje i et afsnit af Jyllands-Postens politiske podcast: Under gulvtæppet.

Her fortalte partiformanden, at hans nye parti vil fjerne både topskatten, arbejdsmarkedsbidraget, kapital- og aktiebeskatning, arveafgiften og sænke selskabsskatten.

Og fordi Lars Boje efter eget udsagn er »bilejernes mand«, skal registreringsafgiften på biler også sløjfes.

»Jeg elsker biler,« erkendte Lars Boje i vores podcast.

Men hvem der skal sidde i ministerbilerne på den anden side af næste valg, er Lars Boje ikke klar til at udpege.

Men det bliver i hvert fald ikke Mette Frederiksen (S), siger partiformanden til DR.

Hun skal i stedet en tur i rigsretten, mener Lars Boje.

På Facebook har Lars Boje erklæret, at der skal strammes op i de borgerlige partiers udlændingepolitik, hvis de skal regne med hans opbakning i en fremtidig regering:

»Jeg ville ønske, vi her i Europa og Danmark havde ledere, der satte os først - og ikke migranter fra Mellemøsten og Afrika. Men det vil de ikke, og derfor skal de skiftes ud. Derfor er Borgernes Parti opstået. Vi har modet og viljen til passe på Danmark.«

2. Socialdemokrater er uenige om opsigtsvækkende ulveidé

Det er ikke Socialdemokratiets politik at fordele ulve rundt i Danmark, siger Ida Auken nu. Foto: Jens Dresling

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg har vakt opsigt med sit lettere bizarre forslag om at indfange jyske ulve og slippe dem løs på Fyn og Sjælland.

Nu undsiges Kronborg af sin partifælle Ida Auken.

»Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der bliver bekymret, når de ser ulvene i deres lokalområde og måske leder efter nye ideer til at løse problemet. Men jeg kan ikke se, at det her skulle være en løsning - at skabe problemer i resten af landet,« siger hun til Ritzau.

Kronborgs forslag kom, efter en video fra sidste weekend viste flere ulve strejfe rundt i et villakvarter i Oksbøl.

De fredede ulve må som udgangspunkt ikke skydes. Derfor Kronborgs alternative løsningsforslag.

»Hvis vi ikke kan regulere dem på grund af en EU-bestemmelse, så må vi hjælpe hinanden i hele Danmark. Det skal ikke kun være et problem for os, der bor i Jylland,« sagde han til DR.

Socialdemokraten erkendte i samme ombæring, at han ville få brug for rene underbukser, hvis han så ulve i sit eget nabolag.

Venstrepolitikeren Anni Matthiesen er også ræd for ulve og ligesom Kronborg vil hun gøre noget ved problemet, skriver hun til JydskeVestkysten:

»Jeg bor selv i området med mange ulve og kender det også fra mig selv, hvor stor utryghed det giver, når man møder en ulv. Så kan de mennesker, som elsker ulve, tale om hvor fantastisk et dyr, ulven er - men dette fjerner ikke utrygheden for befolkningen, som skal leve sammen med den.«

Matthiesen tilføjer, at minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har givet udtryk for, at han vil tage den jyske ulveudfordring op i EU-regi.

Om Anni Matthiesen eller Jeppe Bruus er med på Kronborgs idé om at sprede ulvebestanden rundt i Danmark, melder historien dog intet om.

3. Messerschmidt banker Anders Vistisen på plads

DF's Anders Vistisen er blevet irettesat for sit sprogbrug. Foto: Jens Dresling

Det trak overskrifter i både danske og udenlandske medier, da DF’s EU-parlamentariker Anders Vistisen forleden bad USA’s nye præsident, Donald Trump, om at »fuck off« - på dansk »skrub af« - fra EU-parlamentets talerstol.

»Kære præsident Trump, hør nu omhyggeligt efter: Grønland har været en del af det danske kongerige i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg,« lød det fra Vistisen:

»Lad mig sige det med ord, du måske kan forstå: Mr. Trump, fuck off

Vistisens kraftudtryk mod USA’s præsident faldt, imens hans egen partiformand, Morten Messerschmidt, var i USA for at komme nærmere på netop Donald Trump.

Messerschmidt deltog i Trumps indsættelse og besøgte også præsidentens residens i Florida.

Og nu har Messerschmidt set sig nødsaget til at irettesætte sit partimedlems grove sprogbrug over for den nye præsident.

»Dansk Folkepartis holdning til rigsfællesskabet og vores kritik af regeringens amatørisme i håndteringen af Grønlandssagen er helt klar. Imidlertid har Anders Vistisens ordvalg taget alt for meget opmærksomhed,« skriver Messerschmidt på det sociale medie X.

»Lad mig derfor slå fast: I Dansk Folkeparti taler vi ordentligt. Et bandeord som ”fuck off” hører ikke hjemme. Det har jeg haft en god samtale med Anders om, og han er enig.«

For kun to dage siden var Anders Vistisen tilsyneladende af en anden opfattelse.

I et opslag på X skrev Vistisen, at han kunne forstå, at hans sprogbrug havde faldet nogen for brystet, men at han aldrig havde vurderet Trump som en »bornert type, men man skal selvfølgelig tale ordentligt.«

Ikke desto mindre opfordrede Vistisen Trump til at behandle sine allierede »ordentligt«.

»Så skal vi nok gengælde høfligheden,« skrev Vistisen.

_

Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.

Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.

Med venlig hilsen

Kristian Stoffer Nielsen