Fortsæt til indhold
Politik

Grønlandsk folketingsmedlem med anklage: Er blevet udsat for dansk racisme gennem prævention

Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Statens bestillingsliste hos granatfabrik får ekspert til at tabe kæbe. Aki-Mathilda Høegh-Dam udsat for dansk racisme, og socialdemokratisk folketingsmedlem vil slippe ulve løs på Fyn og Sjælland.

Godeftermiddag, kære læser.

Du læser Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Politisk overblik.

Det kan du kvit og frit skrive dig op til at modtage lige herunder.

Regeringen bruger enhver given lejlighed til at slå ambitionen fast:

Danmark skal opruste - og det kan kun gå for langsomt.

Derfor stirrer en ekspert nu med forundring på statens klejne bestillingsliste hos dens egen, stærkt forsinkede ammunitionsfabrik.

Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.

  1. Dagens vigtigste historie: Statens bestillingsliste hos granatfabrik får ekspert til at tabe kæben
  2. Det bør du også vide: Aki-Mathilda Høegh-Dam udsat for dansk racisme
  3. Redaktionen holder øje med: Socialdemokrat vil slippe ulve løs på Fyn og Sjælland

1. Statens bestillingsliste hos granatfabrik får ekspert til at tabe kæben

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) nægter at forklare statens spinkle indkøbsliste. Foto: Ida Marie Odgaard

»Det er århundredets største joke.«

Det er den bramfri konstatering fra den sikkerhedspolitiske analytiker Jacob Kaarsbo, når min kollega Nikolaj Rytgaard foreholder ham sine seneste afdækninger i sagen om statens forsinkede granatfabrik.

Min kollega kan på baggrund af fortrolige dokumenter afsløre, at den danske stat i første omgang kun har lagt billet ind på at købe ca. 5.000 granater om året, når fabrikken kommer i omdrejninger.

På slagmarken i Ukraine har russerne i nogle perioder affyret op mod 10.000 granater om dagen.

I det lys er 5.000 granater om året »nærmest at tage gas på folk,« siger Jacob Kaarsbo til min kollega.

»Man må håbe, at vi ikke selv kommer i krig,« tilføjer Kaarsbo.

Hvornår staten kan forvente at få dens første, spinkle granatordre i hænde svæver fortsat i det uvisse.

For som min kollega tidligere har afdækket, er statens nordjyske granatfabrik ramt af kroniske forsinkelser.

Der er nu gået 686 dage, siden forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i marts 2023 for første gang luftede regeringens tanker om at købe granatfabrikken ”Krudten”, som blev lukket et par år forinden.

”Krudten” skulle genstartes for at sætte fut i produktionen af ammunition til både Danmark og Ukraine.

Staten købte skam også fabrikken i oktober 2023, men der er ikke blevet produceret en eneste granat.

Det skyldes - ifølge Jyllands-Postens oplysninger - at udbudsmaterialet for en dansk produktion af granater og patroner igen og igen er blevet udskudt.

Det seneste bud er, at Forsvarsministeriet forventer at underskrive en aftale med en våbenproducent i slutningen af februar.

I øjeblikket dyster to producenter om at sætte underskrift på aftalen: norske Nammo og danske Danammo.

På de indre linjer har Danammo ifølge Jyllands-Postens oplysninger meddelt, at firmaet kan levere 120.000 granater om året. Altså en god stak mere end statens foreløbige ordre på 5.000.

I et interview med min kollega nægter forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at svare på, hvorfor staten kun har lagt en ordre på 5.000 granater.

Antallet skal drøftes med partierne bag forsvarsforliget - og spørgsmålet skal afklares inden januar er ovre, siger ministeren.

»Jeg kommer ikke til at kommentere på antal granater. Men vi skal selvfølgelig have en meget stor robusthed,« siger ministeren til min kollega.

2. Aki-Mathilda Høegh-Dam udsat for dansk racisme

Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam langer nu ud efter brugen af et særligt præventionsmiddel i Grønland. Foto: Jens Dresling

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) har på egen krop været udsat for dansk-kolonial racisme.

Det fortæller hun i dag til Politiken.

Det skete, da hun på sin læge i Nuuks anbefaling takkede ja til et stik med præventionsmidlet Depo-Provera.

Depo-Provera - eller p-sprøjten - gives via en injektion i armen hver tredje måned og kan forhindre graviditet i op til et år efter sidste injektion.

I Danmark gives det stærke præventionsmiddel hovedsageligt til udviklingshæmmede, som kan have svært ved at tage p-piller regelmæssigt.

Men i Grønland benyttes sprøjten vidt og bredt, trods kvinder ved langvarig brug risikerer knogleafkalkning og øget risiko for knogleskørhed.

Aki-Mathilda Høegh-Dam sagde selv nej til andet stik med midlet, efter hun oplevede bivirkninger i form af voldsomme humørsvingninger.

Men at hun og andre grønlandske kvinder overhovedet får p-sprøjten tilbudt, er et levn fra Danmarks kolonialistiske racistiske tilgang til grønlandske kvinder - og udtrykker et ønske om at styre grønlandske kvinders seksualitet, påstår Høegh-Dam i Politiken.

Det afviser Peter Vedsted, som er tidligere regionslæge i Grønland.

I samme avis henviser han til det høje antal uønskede graviditeter i landet:

»Når du sidder med en kvinde, der har fire aborter bag sig og har svært ved at holde en prævention på p-piller, bliver Depo-Provera nogle gange løsningen. Det har ikke noget at gøre med diskrimination af grønlandske kvinder. Det er en afvejning af, hvad der er bedst for dem.«

Grønlænderne har selv styret deres sundhedsvæsen siden 1992.

Ikke desto mindre mener Høegh-Dam, at den danske stat bærer ansvar for den fortsatte brug af Depo-Provera i Grønland.

»Det kan godt være, at vi har overtaget sundhedsvæsnet, hvor de her praksisser stadig bliver brugt. Men hvem har sat dem i gang? Man kan ikke alene give Grønland ansvaret for at bryde ud af de kolonialistiske praksisser, som den danske stat har ført,« siger hun til Politiken.

3. Socialdemokrat vil slippe ulve løs på Fyn og Sjælland

Anders Kronborg (S) mener, at Danmarks ulvebestand bør fordeles rundt i landet. Foto: Martin Lehmann

Jyske ulve bør indfanges og slippes løs på både Fyn og Sjælland.

Sådan lyder det lettere opsigtsvækkende forslag fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg.

Kronborgs forslag kommer i kølvandet på en vidt omtalt video fra i weekenden, som viste en flok ulve spankulere rundt i et villakvarter i Oksbøl.

Hvis esbjergenseren Anders Kronborg så sådanne scener på sin egen villavej, ville han hurtigt få brug for rene underbukser, indrømmer han over for DR.

Og når Bruxelles befaler, at de fredede ulve som udgangspunkt ikke må skydes, må man i følge Kronborg flytte rundt på rovdyrene.

»Hvis vi ikke kan regulere dem på grund af en EU-bestemmelse, så må vi hjælpe hinanden i hele Danmark. Det skal ikke kun være et problem for os, der bor i Jylland,« siger Kronborg til DR.

Venstre er også med på at regulere ulvebestanden.

Det skriver flere partimedlemmer herunder folketingsmedlem Erling Bonnesen til JydskeVestkysten:

»Vi arbejder på sagen, og i Venstre ønsker vi væsentligt færre ulve i Danmark - helst så tæt på nul som muligt.«

I avisen fremgår det ikke, om Venstre er med på Kronborgs idé om at sprede ulvebestanden rundt i landet.

Det er også uklart, om Kronborgs kolleger i Socialdemokratiet har fidus til forslaget.

Det ville jeg gerne spørge ham om, men Anders Kronborg er ikke vendt tilbage inden dette nyhedsbrevs deadline.

Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.

Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.

Med venlig hilsen

Kristian Stoffer Nielsen