Partiledere indkaldt til møde i Statsministeriet om Grønland
De seneste dages drama om Grønland har fået statsminister Mette Frederiksen til at indkalde partilederne til møde.
Folketingets partiledere er indkaldt til møde i Statsministeriet torsdag i den højspændte sag om Grønland.
Det bekræfter Statsministeriet over for Jyllands-Posten.
Mødet finder sted kl. 19.30.
Det kommer efter de seneste dages udmeldinger fra USA’s kommende præsident, Donald Trump, som ønsker kontrol over Grønland.
Dramaet kulminerede tirsdag aften, da Trump på et pressemøde i Florida ikke ville afvise at bruge militær og økonomisk magt for at få sin vilje i spørgsmålet om Grønland, ligesom han truede Danmark med straftold.
Onsdag aften gjorde statsminister Mette Frederiksen status på »en travl dag«.
I et opslag på Facebook skrev hun, at hun onsdag morgen mødtes med Grønlands landsstyreformand, Mùte B. Egede, og i løbet af dagen havde været »i telefonisk kontakt med en række europæiske ledere«.
Og, tilføjede hun, »så har vi selvfølgelig drøftet begivenhederne i regeringsledelsen«.
Det er relativt sjældent, at partilederne bliver kaldt til et møde som det i Statsministeriet torsdag.
»Det sker kun, når der er større sager af national betydning. Og måske også i tilfælde, hvor regeringen har en særskilt interesse i, at den politiske debat i oppositionen ikke antager en karakter, som kan risikere at skade det, regeringen har gang i. Derfor er det vigtigt at holde oppositionen orienteret,« siger Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker.
Pressemødet tirsdag i Florida foregik, efter at Trumps søn, Donald Trump Jr., havde afsluttet et få timer langt besøg i Grønland. Et event, som hans far, Donald Trump, før og efter besøget benyttede til at lave en række opslag på sit sociale medie Truth Social. Hovedbudskabet var, at USA ønsker kontrol over Grønland.
På pressemødet blev Donald Trump spurgt, om han ville afvise at sætte militært eller økonomisk ind for at overtage kontrollen over Grønland og Panama-kanalen.
»Det kan være, vi bliver nødt til at gøre noget,« sagde han uden at uddybe nærmere.
Trump sagde, at han overvejer at pålægge danske varer øget told i forbindelse med spørgsmålet om Grønland.
»Folk ved faktisk ikke, om Danmark har nogen lovmæssige ret (til landet, red.). Men hvis de har ret til Grønland, bør de give det væk, fordi vi har brug for det til vores nationale sikkerhed,« lød det fra Trump. Han indsættes som præsident senere i januar.
»Det er ret vildt at true en tæt allieret med straftold for ikke at ville indgå en aftale om at afgive territorium. Det er uhørt,« sagde Kristian Søby Kristensen tirsdag. Han er ekspert i arktisk sikkerhed, dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, europæisk sikkerhed og Nato samt leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.
Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, har sagt, at Grønland ikke er til salg.