Fortsæt til indhold
Politik

Lars Løkke opgraderer billetten: Får frikort til privatfly af regeringskolleger

Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Mette Frederiksen åbner for endnu mere oprustning i interview med britisk medie, Lars Løkke får frikort til privatfly af regeringskolleger, og Elbit-sagen tager nu endnu en drejning.

Godeftermiddag, kære læser.

Du læser Jyllands-Postens nye politiske nyhedsbrev: Politisk overblik. Det udsendes alle hverdage kl. 15:30 direkte fra Christiansborg.

Du kan kvit og frit skrive dig op til at modtage nyhedsbrevet lige her.

Danmark skal opruste for milliarder af kroner.

Og det kan meget vel blive dyrere endnu. Det siger statsminister Mette Frederiksen i dag til et britisk erhvervsmedie.

Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.

  1. Dagens vigtigste historie: Forsvarsforliget er forældet, siger Mette Frederiksen
  2. Det bør du også vide: Lars Løkke får frikort til privatfly
  3. Redaktionen holder øje med: Elbit-sagen tager ny drejning

1. Forsvarsforliget er forældet, siger Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger nu til Financial Times, at forsvarsforliget formentlig er forældet. Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2024

Det hører til sjældenhederne, at man finder danske nyheder i internationale medier.

Men i et interview med det britiske erhvervsmedie Financial Times meddeler statsminister Mette Frederiksen (S) i dag, at det danske forsvarsforlig »formentlig« er forældet.

Regeringen og en række partier indgik forsvarsforliget i juni 2023. Det er en aftale om investeringer i Forsvaret, der løber fra 2024 til 2033.

I aftalen lød det, at Forsvaret skal styrkes for omkring 143 mia. kr., så Danmark kan leve op til NATO-målsætningen om at bruge to pct. af BNP på forsvar og sikkerhed.

Senest i april hævede forligskredsen i en delaftale beløbet yderligere, som nu ligger på 195 mia. kr.

Det fremstår uklart, om Mette Frederiksen i Financial Times antyder, at forsvarsforliget skal genforhandles, eller om hun blot lægger op til en ny delaftale, der skal hæve investeringerne i Forsvaret yderligere.

Financial Times interview med statsministeren skal læses i lyset af Donald Trumps nært forestående genindsættelse som USA’s præsident.

Den britiske erhvervsavis har for nylig beskrevet, hvordan Trumps genvalg har fået politikerne i de europæiske NATO-hovedstader til at diskutere, om man bør hæve NATO-bidraget yderligere end målsætningen om to pct. af BNP.

Donald Trump vakte tidligere på året stor opsigt, da han hævdede, at han ikke ville komme NATO-allierede til undsætning, hvis deres NATO-bidrag lå under alliancens målsætning.

I Financial Times vil Mette Frederiksen ikke at sætte tal på, hvor meget forsvarsforliget givetvis skal hæves med.

Statsministeren siger, at hun vil foretrække at gøre det »omvendt«:

»At vi i NATO bliver enige om kapaciteter og hvad der er behov for.«

For en måned siden talte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også om behovet for yderligere investeringer i Forsvaret.

Til Venstres landsmøde i Herning sagde Troels Lund, at han forventede, at Danmark skal bruge 300 mia. ekstra på forsvar for at leve op til NATO’s »nye styrkemål.«

2. Lars Løkke får fritkort til privatfly

Lars Løkke Rasmussen (M) ses i et privatfly i forbindelse med et officielt besøg i Ghana. Løkke kan nu se frem til flere ture i privatfly. Foto: Finn Frandsen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kan efterlade almindelige ruteflyvninger i 2024.

For i 2025 kan han se frem til privatfly forgodtbefindende.

Det bekræfter Udenrigsministeriet over for Ekstra Bladet, som i den seneste tid har afdækket Lars Løkkes arbejdsrelaterede flyvaner.

Retningslinjerne har tidligere heddet, at alle ministre på nær statsministeren »som udgangspunkt« skal flyve med businessklasse i almindelige rutefly.

Men »med finansloven for 2025, som netop er vedtaget, opdateres dette grundlag,« oplyser udenrigsministeriet til Ekstra Bladet.

Nu rykkes Lars Løkke og hans arvtagere på udenrigsministerposten altså op på samme niveau som statsministeren, der »som udgangspunkt altid kan chartre fly ved arrangementer af officiel karakter.«

Lars Løkkes rejseudgifter rykkes også fra Udenrigsministeriet til Forsvaret, der nu som udgangspunkt skal stille dets Challenger-fly til rådighed for udenrigsministeren, når han skal ud i verden.

Er Challenger-flyene ikke tilgængelige, »kigges der på andre muligheder for at chartre fly«, skriver Forsvarsministeriet ifølge Ritzau til Ekstra Bladet.

Men Challenger-flyene, som har 25 år i vingerne, er snart en saga blot.

I august kunne Politiken fortælle, at regeringen vil bruge 300 mio. kr. på at lease privatfly som erstatning for Challenger-flyene.

De leasede privatfly skal stå til rådighed for »Very Important Persons såsom statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren og ledsagende embedsfolk samt pressen«.

Ifølge Politikens oplysninger var det Lars Løkke, der under dannelsen af SVM-regeringen pressede på for at få pensioneret Challenger-flyene.

Trods retningslinjerne for udenrigsministre indtil videre har påbudt, at de som udgangspunkt skal flyve med almindelige rutefly, har Lars Løkke ikke holdt sig tilbage fra at flyve privatfly i sine to år på ministerposten.

Ekstra Bladet har tidligere dokumenteret, at Lars Løkke har brugt 2,8 mio. kr. på rejser med privatfly på lidt under to år.

De millioner dækker over i alt syv flyrejser til- og fra steder som Luxembourg, Georgien, Ghana og Belgien.

Privatflysrejseriet er foregået fuldstændig efter reglerne, har udenrigsministeren sagt til Ekstra Bladet.

»Nu lyder jeg som min forgænger, men der er sådan set ikke noget at komme efter,« sagde Lars Løkke til avisen.

3. Elbit-sagen tager ny drejning

Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach håber nu, at kunne få svar på sine spørgsmål om Elbit-sagen. Foto: Jonathan Damslund

Inden jeg slipper dig, skal du vide, hvad vi holder øje med på redaktionen.

I dag er det Elbit-sagen, som kort før dette nyhedsbrevs deadline tog en ny drejning, da en række oppositionspartier gennemtvang en såkaldt »forundersøgelse« af sagen.

Kort sagt handler Elbit-sagen om Forsvarets beslutning om at indkøbe artillerisystemer fra den israelske producent Elbit.

Før indkøbet havde Elbit lagt sag an mod den danske stat. Kort før Folketinget blev bedt om godkende artilleriindkøbet, indgik staten forlig med Elbit i sagen.

Det har fået flere til at mistænke urent trav i udvælgelsen af Elbit som leverandør af artillerisystemerne.

Et bredt flertal i Folketinget nedsatte en advokatundersøgelse af forløbet, som i november konkluderede, at Forsvarsministeriet havde begået »flere fejl« i forløbet.

Men flere af partierne bag undersøgelsen mente ikke, at den var nået til bunds, da advokaterne kun fik adgang til skriftlige kilder.

Gennem denne forundersøgelse får partierne nu mulighed for at stille spørgsmål til relevante ministre om sagen i et ”fortroligt rum”, skriver TV 2.

»Der kan vi forhåbentlig få svar på de spørgsmål, vi mangler svar på,« siger Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach til TV 2.

Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.

Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.

Med venlig hilsen

Kristian Stoffer Nielsen