Fortsæt til indhold
Politik

FE ser med bekymring på russiske krigsskibes mulige, nye opgave i danske farvande

Et potentielt farligt samarbejde mellem russiske krigsskibe og olietankere fra Putins "skyggeflåde", der sejler gennem de danske stræder, får Forsvarets Efterretningstjeneste til at advare.

Kombinationen af mere risikovillige russiske krigsskibe og tvivlsomme olietankere fulde af præsident Putins sorte guld tegner ikke godt for trygheden i de indre danske farvande.

Faktisk vil Ruslands stadig mere truende flådeaktiviteter gøre hele Østersøregionen til et mere spændingsfyldt område de kommende år, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin årlige rapport om det aktuelle trusselsbillede.