Fortsæt til indhold
Politik

Han har kigget Assad i øjnene og kender Syrien indefra: Nu giver han sit bud på, hvordan det kommer til at gå landet

Irak kollapsede, Libyen er en fejlslagen stat. Vil det samme ske i Syrien? Eksambassadør Ole Wøhlers Olsen – der i årevis boede i Damaskus og mødte den faldne diktator flere gange – gør sig tanker om et nyt Syrien og et nyt Mellemøsten.

Den 17. juli 2000 befandt Ole Wøhlers Olsen sig midt i Damaskus.

Fra tilhørerpladserne på en balkon i Nationalforsamlingen kiggede han ned på en ung Bashar al-Assad.

På mange måder var det et afgørende øjeblik. Ikke kun for Syrien, men for hele Mellemøsten.

Kort forinden samme sommer var Hafez al-Assad, Bashars far, død - 29 år efter at han havde kuppet sig til magten, infiltreret det styrende Baath-parti og indført et barskt diktatur.

For første gang skulle verden høre næste generation af Assad-dynastiet ytre sig. Hvilken retning skulle landet bevæge sig i?

Ole Wøhlers Olsen var på det her tidspunkt relativt ny i landet, da han året forinden var blevet udnævnt til Danmarks ambassadør i Syrien. Nu sad han og en række andre diplomater og overværede den nye diktators første optræden.

Og måbede:

»Vi var vildt forundrede. Bashar al-Assad sagde, at han ville ændre landet politisk. Han ville lave økonomiske reformer, gå væk fra statsstyring og mere over i privat regi. Vigtigst var han rede til at sige: Vi vil respektere alle politiske holdninger, vi vil have tolerance. Det lå i kortene – om end han ikke direkte sagde det – at han ville ophæve den militære undtagelsestilstand,« siger Ole Wøhlers Olsen:

»Man spurgte sig selv, kan det her gå? Og det gik heller ikke.«

Mellemøsten er på ny forandret for altid.

Den syriske borgerkrig er pludselig slut, efter at en række grupperinger anført af islamistiske Hayat Tahrir al-Sham (HTS) for kun en uge siden i en lynoffensiv væltede Bashar al-Assads styre.

Hvad nu?

Bliver Syrien som Irak en stat, hvor det hele kollapser efter en diktators fald?

Et Libyen, en failed state med krigsherrer, der bekæmper hinanden?

Kan Europa og Danmark gøre noget for at præge udviklingen?

Ingen kender svarene. Men få har mere kvalificerede bud end Ole Wøhlers Olsen, en af Danmarks førende eksperter i Mellemøsten.

Fra sin stue i sit hjem syd for Køge har den tidligere topdiplomat og eksambassadør i bl.a. Syrien, Algeriet og Saudi-Arabien i de seneste uger fulgt med i, hvordan Bashar al-Assad på ingen tid tabte den borgerkrig, alle troede, at han havde vundet.

Nu giver han sit bud på landets fremtid.

Som ambassadør i Syrien mødte Ole Wøhlers Olsen et par gange Bashar al-Assad: »Som samtalepartner gjorde han et positivt og intellektuelt indtryk. Men det skjuler ikke, at han var en blodig diktator.« Foto: Stine Bidstrup

Den forkerte Assad

Ole Wøhlers Olsen kalder sig »forsigtig optimist« på det nye Syriens vegne.

For under en måned siden afsluttede han sin seneste rejse i regionen, denne gang til Saudi-Arabien.

Han har været algerisk gift og konverterede for årtier siden til sunniislam. Reolerne i stuen er fyldt med bøger om Mellemøsten, og de to persiske tæpper på gulvet er fra Iran, fortæller han.

Han følger ultranøje med i udviklingen, både i arabiske og vestlige medier. Ole Wøhlers Olsen blev – ligesom alle andre – dybt overrasket over regimets pludselige fald.

»I efterrationaliseringens klare lys kan jeg godt se, at betingelserne var der. Russerne havde trukket de fleste af deres tropper ud af Syrien. Iran var på hælene, fordi Hizbollah har fået tæv,« siger han.

I virkeligheden var det den forkerte Assad-søn, den i dag 82-årige danske diplomat i sommeren 2000 stirrede ned på fra sin stol i Nationalforsamlingen. Storebror Bassel skulle have stået der.

Assad-familien er alawitter, et religiøst mindretal på 10-15 pct. af Syriens befolkning, der traditionelt set ikke har været højt på strå i landet og mere er blevet set som tjenestefolk og bønder end magtfolk.

Det ændrede sig med Hafez al-Assads kup i 1971.

Alawitterne og Assad-familien satte sig med hård hånd på de vigtige positioner i samfundet.

Sådan skulle det fortsætte, mente Assad senior.

»Hafez al-Assad havde groomet den ældste af sine sønner, Bassel, til at være sin efterfølger. Men Bassel var en sporty, vild fyr og kørte galt med sin sportsvogn ude ved lufthavnen og døde. Så måtte man tage lillebror Bashar hjem. Han havde uddannet sig til øjenlæge i England og skulle have en karriere og bo der, men kom hjem i diktatorlære,« siger Ole Wøhlers Olsen.

Et syrisk forår

I begyndelsen var der anløb til en anden Bashar.

Kort efter indsættelsen i 2000 fulgte ”det syriske forår”. Der var diskussionsklubber og demonstrationer, folk krævede undtagelsestilstanden ophævet.

»Det var fantastisk,« siger Ole Wøhlers Olsen.

Indtil det vendte.

»I Syrien var der fire magtsøjler. Udover præsidenten var det Baath-partiet, hæren og de fire efterretningstjenester. De satte foden ned og sagde til Bashar al-Assad: ”Det går ikke, det her”. Samtidig havde en masse mennesker økonomisk vinding af den statskontrollerede handel, og det skulle de ikke have pillet ved. Ingen nye, private firmaer skulle tage noget af kagen fra dem. De slog hælene i, og Bashar var på det tidspunkt ikke så politisk trænet, at han havde udfyldt tomrummet efter sin far.«

Foto: Stine Bidstrup

Syrien blev lynhurtigt igen et repressivt diktatur.

Så da det Det Arabiske Forår med folkelige krav om reformer, mindre korruption og frihed skyllede ind over regionen i 2010, ramte det selvfølgelig også der.

Styret slog hårdt ned på en række unge, der i den sydsyriske by Daraa malede regimekritisk graffiti på væggene.

Oprøret bredte sig.

Rabiate sunniislamister og Islamisk Stat blandede sig – det shiamuslimske styre i Iran blev bange for, at deres ven Bashar al-Assad ville falde og overbeviste russerne om at involvere sig.

Millioner af fordrevne, hundredtusinder af dræbte og fængslede blev Bashar al-Assads formel til at blive på magten.

Indtil det i sidste uge pludselig var slut.

Du har mødt Bashar al-Assad et par gange. Hvordan var han?

»Han var velformuleret og godt inde i sagerne. Som samtalepartner gjorde han et positivt og intellektuelt indtryk. Men det skjuler ikke, at han var en blodig diktator, som fyldte sine rædsomme fængsler op og smed giftgas i hovedet på oprørerne,« siger Ole Wøhlers Olsen.

Islamist i Che Guevara-klæder

Uanset hvordan Vesten gebærder sig i Mellemøsten, lader vi i disse årtier til at træde forkert. Når vi gør noget, ender det katastrofalt. Se på Irak, Afghanistan og Libyen.

Når vi ikke gør noget, ender det lige så katastrofalt.

USA undlod at træde til, selv om Barack Obama lovede verden, at hans »røde linje« ville være overskredet, hvis Assad brugte kemiske våben mod sin egen befolkning.

Rusland og Iran udnyttede magtvakuummet.

Nu er spørgsmålet, hvem og hvad vi taler om, når vi taler om det nye Syrien.

Vi starter med Abu Mohammad al–Jolani, lederen af HTS-militsen, landets stærke mand.

»Han er 42 år gammel, født i Saudi-Arabien, men er af syrisk oprindelse. Han sluttede sig til al-Qaeda og blev sat på amerikanernes terrorliste i maj 2013, men ragede uklar med Ayman al-Zawahiri – Osama bin Ladens efterfølger – og brød med al-Qaeda i 2016. I 2017 etablerede han HTS, Hayat Tahrir al-Sham, som betyder ”Befrielsesbevægelsen for Levanten”,« siger Ole Wøhlers Olsen.

I Vesten var han totalt ukendt indtil Assads fald.

Men i de senere år har han og HTS haft magten i den oprørskontrollerede Idlib-provins i det nordvestlige Syrien.

Hvad har det været for et styre?

»Jolani har kaldt sig emir af området. Hans udgangspost er rabiat sunniislam, salafistisk og hårdtslående. Der var et religiøst politi og undertrykkelse af kvinder og børn. Hvis de skulle finde nogle meningsfæller et sted, skulle det nok være Taliban i Afghanistan.«

»Men han er også begyndt at optræde mere moderat. Det religiøse politi blev afskaffet for en to-tre år siden. Nu sidder han i Damaskus med en lang række forskellige grupper, der har deltaget i oprøret,« siger Ole Wøhlers Olsen.

I første omgang har Jolani droppet sit nom de guerre, sit krigernavn.

Han er gået over til sit borgerlige navn Ahmed al–Sharaa og ligner mere en Che Guevara-agtig guerillakriger end en hardcore islamist.

Han har holdt møder med Assads gamle premierminister og udpeget den HTS-affilierede Mohammed al-Bashir til at lede landet gennem en transitionsperiode og frem mod nyt styre.

Jolani har til CNN sagt, at kristne og andre minoriteter ikke skal frygte for deres fremtid, og at syrerne ikke fortjener et system, hvor »en enkelt hersker træffer vilkårlige beslutninger«.

Det lyder ikke som en diktator in spe.

Skal vi tro ham?

»Vi får se, om den religiøse tolerance, der tidligere var tradition for i civilsamfundet i Syrien, holder nu. Meget afhænger af, hvordan magten krystalliserer sig. HTS bliver selvfølgelig den ledende gruppe, men i hvilket omfang inddrager de andre? Hvad bliver kurdernes rolle? Hvad bliver drusernes rolle? Hvor står de kristne?«

Et nyt Irak? Eller Libyen?

Ole Wøhlers Olsen forlod Syrien i 2006. Han blev ambassadør i Algeriet og Libyen derefter.

Inden da havde han en kort afstikker i Irak efter invasionen, hvor han tre måneder i 2003 blev indsat som guvernør i den sydlige del af landet for at håndtere genopbygningen.

I årtier har han set Mellemøsten nedsynke i mere kaos, mere vold.

Hvorfor skulle Syrien ikke falde helt fra hinanden nu ligesom Irak?

»Irak er anderledes. To tredjedele af befolkningen er shiamuslimer. Kurderne er i nord og shiitterne i syd, mens sunniminoriteten havde magten under Saddam Hussein og var stærkt dominerende i vest. Efter Saddam Husseins fald følte shiaerne, at det blev deres tur. De samme elementer er til stede i Syrien, men i mere begrænset grad. De religiøse mindretal er spredt over det hele. De fleste drusere lever mod grænsen til Libanon, og kurderne har deres område. Men det er sådan set det. Syrerne lever mere blandet og med stor religiøs tolerance,« siger Ole Wøhlers Olsen.

Foto: Stine Bidstrup

Desuden var Irak besat, påpeger han.

Af amerikanerne, af briterne og af os.

»En udenlandsk magt prøvede at tvinge politiske ændringer igennem. Det er ikke tilfældet i Syrien. Derfor kan vi være mere optimistiske.«

Og hvad med Libyen? Her væltede libyerne selv Muammar Gaddafi – Vesten hjalp ”kun” via luftstøtte.

»Da jeg første gang besøgte Libyen i 1965, hed det Kongeriget Libyen og bestod af Benghazi, Tripoli og Fezzan. De områder har ikke ret meget med hinanden at gøre og var i realiteten en kunstig sammensætning af tre småstater. Det kom op til overfladen, i det øjeblik man fik has på Muammar Gaddafi. Syrien er et meget mere homogent samfund.«

Hvorfor ender det ikke i et regionalt magtspil, hvor Tyrkiet, Iran og Israel alle vil prøve at gøre sig gældende i landet, og hvor det kun kan ende galt?

»Det er den pessimistiske version – og det kan ske. Jeg er mest spændt på, hvordan Tyrkiet reagerer. De vil gerne udnytte et magtvakuum til at befæste sig oppe i den nordlige del. Hvad vil en ny, svag regering i Damaskus gøre for at beskytte kurderne, som de betragter som syriske medborgere? Mange ubehagelige situationer kan opstå.«

Hvad med iranerne?

»Udviklingen i Syrien er et eklatant nederlag for Iran. Den shiitiske halvmåne, hvor den iranske indflydelse strakte sig til Middelhavet igennem Irak og Syrien og ud til Hizbollah, er blevet brudt.«

Set fra Danmark og Vestens stol bør man i første omgang bidrage med »generøs« humanitær hjælp til Syrien, mener Ole Wøhlers Olsen. Og forsøge at holde de diplomatiske linjer åbne til så mange lande i Mellemøsten som muligt. Så kan man i det mindste prøve at påvirke dem i en positiv retning.

»Selv om det er svært med autoritære stater,« siger Ole Wøhlers.

Kigger man på Mellemøsten i dag, har vi det ene repressive styre efter det andet. Eller fejlslagne stater. Hvordan kan du tillade dig at være forsigtig optimist? Hvordan skulle det ende godt i Syrien?

»Vi har da set steder med en rimelig udvikling og rimelig frihed. Efter den lange borgerkrig i 90’erne i Algeriet fik man under Abdelaziz Bouteflika et demokratisk styre, som nu er ved at blive mere semiautokratisk. Nogle steder er det gået nogenlunde. Tunesien er det bedste eksempel på, at der kom noget positivt ud af Det Arabiske Forår. Det er ikke et fuldt demokrati, hvis vi skal sammenligne med tilstandene i Europa, men det er trods alt ikke nær så repressivt, som det var under Ben Ali (landets diktator, som blev afsat i 2011 under Det Arabiske Forår, red.)«

Er det det bedste, man kan håbe på, når man ser Syrien for sig om 10 år, et Algeriet- eller Tunesien-agtigt styre?

»Det kunne godt udvikle sig sådan, ja.«