Regeringen og flere partier præsenterer aftale om sundhedsreform
Regeringen og flere partier er enige om at lave store ændringer i sundhedsvæsnet for blandt andet at løse problemer med lægemangel og give nye rettigheder til patienter med kroniske sygdomme.
En bedre behandling tættere på borgerne uanset hvor i landet de bor.
Det er hovedoverskriften på en politisk aftale om en kæmpestor reform af sundhedsvæsnet, som regeringen præsenterer fredag sammen med partierne SF, Radikale Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne.
»Det er den største reform af vores sundhedsvæsen i næsten 20 år,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde, hvor hun beskriver aftalen som »historisk«.
»Målet er klart: at vi får rykket vores sundhedsvæsen tættere på borgerne,« siger hun.
For dig som patient eller pårørende betyder reformen (når og hvis den lever op til politikernes høje ambitioner), at du får større chance for at få en praktiserende læge, du rent faktisk kender og som har god tid til at behandle dig. Dét uanset om du bor langt fra dine nærmeste naboer eller inde midt i en af de store byer.
Muligvis vil du endda kunne blive behandlet derhjemme i stedet for at skulle køre langt til et sygehus, fordi der skal indføres såkaldte hjemmebehandlingsteams i hele landet.
Du vil også få en ny rettighed til hurtig behandling og mere frit valg, hvis du lider af kroniske sygdomme som diabetes, kol samt visse lænderyglidelser og hjertesygdomme.
Endelig bliver dit lokale sygehus eller sundhedstilbud sandsynligvis både bedre og rarere at besøge, da der er afsat i alt 27,5 milliarder kroner over de næste ti år til mere moderne sygehuse, ny teknologi og generelt bedre fysiske rammer.
Aftalen spænder vidt og bredt inden for sundhedsvæsnet, men grundelementerne er de samme, som regeringen spillede ud med i dens reformudspil fra september.
Her er nogle af hovedpunkterne:
Ny kæmperegion
Der skal oprettes en ny kæmperegion ved at slå Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til den nye Region Østdanmark. Dermed går vi fra fem til fremover fire regioner; Nord, Syd, Midt og Øst.
Region Østdanmark bliver landets største med cirka 2,8 millioner borgere. Altså knap halvdelen af befolkningen.
Nye, lokale sundhedsråd
De nuværende 21 sundhedsklynger (et samarbejde mellem kommuner, hospitaler og almen praksis) bliver erstattet af 17 sundhedsråd fordelt over landet.
Disse nye råd skal bestå af folkevalgte politikere fra regioner og kommuner, og får ansvar for lokale sundhedsopgaver såsom akutsygeplejen, genoptræning og de udgående teams, der rykker hjem til patienter.
Regionerne skal stadig have det overordnede ansvar for sundhedsvæsnet, men de nye sundhedsrådene skal blandt andet sikre en ordenlig kvalitet i de nære sundhedstilbud. Rådene overtager derfor en række opgaver, som i dag ligger hos kommuner.
Rettigheder til kroniske patienter
Patienter med en række kroniske sygdomme såsom type 2-diabetes, kol og hjertesygdomme får i fremtiden særlige rettigheder til behandling inden for bestemte tidsfrister på samme måde, som det i dag kendes fra kræftområdet. Det skal sikre en bedre og mere ensartet behandling, uanset hvor i landet man bor. Kronikerne får blandt andet ret til en personlig behandlingsplan med klare tidsfrister og med egen læge som tovholder.
Kronikerpakkerne bliver indfaset gradvist fra 2027 og frem til 2031.
Flere læger
Endelig skal der uddannes flere læger i almen medicin, og de skal have bedre arbejdsvilkår i områder af landet med lægemangel. Såsom færre patienter pr. læge og bedre betaling. Håbet er, at reformen vil betyde, at der er mindst 5.000 læger i almenmedicinske tilbud i 2035, hvilket er 1.500 flere end i dag.
Der skal oprettes ekstra uddannelsespladser i almen medicin i Aalborg, Esbjerg og Køge.
Bedre hjælp til demensramte
Netop demenspatienter havde følt sig overset i regeringens oprindelige udspil, men de er nu kommet med i den endelige aftale.
Parterne er nemlig enige om, at borgere med demens skal have bedre og hurtige hjælp end i dag. Demens skal udredes hurtigere og ventelisterne til udredning skal forkortes – blandt andet ved at flytte nogle af udredningerne fra sygehusene til det almenmedicinske tilbud.
Behandling i eget hjem
I fremtiden skal flere borgere tilbydes behandling eller konsultationer i eget hjem. Enten fysiske hjemmebesøg eller ved at bruge digitale løsninger. Med aftalen får regionerne ansvaret for at etablere nye hjemmebehandlingsteams i alle hjørner af landet.
Lover at følge op
Sophie Løhde siger, at der nok kommer »masser af ting, der bøvler undervejs«, men aftalepartierne forpligter hinanden til løbende at følge op på, om alle de rare mål og drømme i aftalen bliver indfriet – og rette op, hvis det ikke er tilfældet.