Da Løkke gik i gymnasiet, følte han et »mindreværd« over at komme fra et hjem uden stor litteratur: Nu vil han ændre fremtidens gymnasier totalt
På tirsdag præsenteres et stykke politik, der kan ændre hverdagen for fremtidens unge danskere. Regeringen vil skabe en ny type gymnasium og have, at færre går på det almene af slagsen. Lars Løkke Rasmussen (M) var den første med studenterhue i sin egen familie og erkender, at der vil komme en modreaktion.
Når man som ung mand eller kvinde i dag afslutter folkeskolen som 15-16-årig, bliver man sat over for for et urimeligt svært valg. Især hvis man har hænderne godt skruet på, men måske er mindre tændt på det boglige.
Man kan vælge det almene gymnasium, få en hverdag med masser af venner af begge køn, fredagsbar, skiferie i uge 7 og samtidig holde sine uddannelsesmuligheder åbne.
Eller man kan vælge en erhvervsskole. Ofte med en klar overvægt af det ene køn, et mindre studiemiljø og et mere låst uddannelsesforløb.
Det mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der nu løfter sløret for en af de største ændringer af ungdomsuddannelserne i årtier.