Skydetårne, ringmur, pigtråd og køjesenge: Kom med ind bag tremmerne i det berygtede Kosovo-fængsel, Danmark har lejet
Det er aldrig set før. Danmark har lejet et fængsel i en provinsby i Kosovo – og om få år skal 300 udvisningsdømte udlændinge flyves 2.000 kilometer til det lille Balkan-land for at afsone deres straf. Hvordan bliver deres hverdag? Jyllands-Posten tager dig her med ind bag murene i fængslet.
Om to år rykker de ind.
Fra efteråret 2026 skal 300 udvisningsdømte udlændinge efter planen afsone i et fængsel lidt uden for den kosovariske provinsby Gjilan.
Jyllands-Posten rejste forleden med justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Kriminalforsorgen til Gjilan-fængslet. Og fik lov at komme med ind bag murene.
Her er, hvad vi så.
Cellerne
Langt størstedelen af de danskdømte fanger skal afsone i dobbeltcelle. Altså to mand på et værelse.
Nedenfor kan du se en 360-gradersvideo af en dobbeltcelle i Gjilan, som den i dag ser ud. Du kan selv udforske rummet ved at klikke og bevæge musen rundt i billedet.
Gjilan-fængslet skal nu renoveres, så det lever op til danske standarder. Derfor bliver cellen anderledes end i 360-gradersvideoen.
»Cellen har den størrelse, den har,« siger Ina Eliasen, direktør for Kriminalforsorgen:
»Vi kommer til at nyrenovere den. Tage alt inventar ud og stille dansk inventar ind, så det ligner det, vi har i Danmark.«
»Toiletforholdende bliver anderledes, så man kan lukke en dør.«
»Der vil være køjeseng i mange af cellerne fremover, ligesom vi har rigtig mange steder i Danmark,« siger Ina Eliasen.
Besøgslokalerne
Besøgslokalet i Gjilan er yderst spartansk. Nogle små borde med plasticstole eller -skamler ved siden af.
Ikke ret meget mere end det.
Det skal også laves om.
Der vil komme »lidt hyggeligere møbler og nymalede vægge til en start,« siger Ina Eliasen.
Indsatte uden børn rykkes fortrinsvist til Kosovo. Men skulle man få besøg af børn, vil der være en form for legetøj i besøgslokalet.
Gjilan skal også have en ny beskæftigelsesafdeling og køkkener, hvor de indsatte kan lave mad.
Ledelsen i fængslet vil være dansk.
Der vil være kosovariske fængselsbetjente, som dog først skal efteruddannes »med fokus på dansk lovgivning, dynamisk sikkerhed og konflikthåndtering,« skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.
Udenfor
Gjilan er omkranset af en massiv ringmur i beton med lange baner af pigtråd foroven.
Ringmuren bliver.
Der er også hvide skydetårnene med bevæbnede vagter. De skal ikke være i brug fra efteråret 2026.
Skydetårne »kan vi ikke bruge til noget som helst,« siger Ina Eliasen:
»Vi kommer til at skulle lave andre former for sikkerhed her. Der kommer meget mere kameraovervågning. Der kommer anden sikring rundt om belægsbygningerne. Der kommer andre adgangsforhold.«