Fortsæt til indhold
Politik

Hvorfor vil et af verdens yngste lande huse 300 af vores kriminelle? Bag pigtrådene i et fængsel i Kosovo kom vi tættere på svaret

For 25 år siden sendte Danmark fredsbevarende tropper til Kosovo. Om få år tager 300 udvisningsdømte udlændinge samme tur. I denne uge tog justitsminister Peter Hummelgaard til Balkan for at sætte fart i planen.

GJILAN

Solen bager ned over den rustrøde pigtråd. Gården er omringet af en godt 10 meter høj ringmur i massiv cement. Hvide skydetårne kaster skygger over os og øger følelsen af konstant at være overvåget fra alle vinkler. Uden for portene er der netop kaldt til bøn over minareten i den lokale moské.

Indenfor sætter lyde af fængsel sig i ørerne, når de da ikke overdøves af menageriet af talende journalister og knipsende kameraer, som er mødt op for at overvære gildet. Metaldøre lukker op, nøglebundter rasler, knirkende gitterporte hviner.

Vi er i Gjilan i det lille balkanland Kosovo.

Men i princippet kunne vi være endt hvor som helst.