Pension og et særligt opslag på Instagram stjal showet, da Mette Frederiksen holdt jubilæumstale i Aalborg
Mette Frederiksen er kendt for at kunne få alle til at tale om hendes dagsorden. Sådan gik det også i Aalborg, hvor spørgsmålet om danskernes pensionsalder var her, der og alle vegne. Alligevel gik det ikke helt, som den socialdemokratiske formand havde planlagt. Forklaringen ligger gemt i en Instagram-story.
Mette Frederiksen kan om nogen det, man i politik kalder storytelling, og da hun kl. 11.55 lørdag trådte op på scenen i Aalborg Kongrescenter for at tale til sine partifæller, var fortællingen tyk og tydeligt linet op:
Det skulle handle om pension.
Det var 10. gang, hun holdt tale til en S-kongres som formand.
En video med nedslag fra det forudgående årti har kort forinden skullet illustrere, at hun hele tiden har været den samme røde Mette: Klip fra gamle taler, hvor ord som ”velfærd”, ”Arne” og ”omsorg” ryger ud af munden på S-formanden.
Hun går på scenen og siger, at Socialdemokratiet i hendes tid som formand har stået for »S-classic«:
»Velfærd først. En stram udlændingepolitik. Progressiv på det grønne. Udvikling i hele Danmark. Og en mere retfærdig pension for de mest nedslidte. Sådan startede det. Og sådan fortsætter vi.«
Salen klapper. Storytellingen lader til at virke.
Alligevel var det en noget anden form for pensionsdebat, der stjal dagsordenen og overskrifterne denne lørdag i Aalborg.
Nemlig dét angreb, Mette Frederiksen mod slutningen af sin tale satte ind mod sin gamle kampfælle i form af SF-formand Pia Olsen Dyhr.
Hun havde indledt et decideret »samarbejde« med Liberal Alliance om pensionspolitikken, sagde Mette Frederiksen og bad socialisterne om at »komme hjem«:
»Alex Vanopslagh vil afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen. Hvad i alverden SF laver i det selskab, ved jeg ikke,« sagde Mette Frederiksen.
Folk kiggede rundt på hinanden i salen, og breaking-bjælkerne blinkede på de store nyhedshjemmesider: Mette Frederiksen angriber SF for LA-samarbejde, stod der. Men hvad bestod samarbejdet i?
Efterfølgende forklarede Socialdemokratiets pressetjeneste flere journalister, at det umage par havde fundet sammen, fordi SF-formanden for nyligt lagde en såkaldt story op på sin Instagram-profil.
Her står hende og Alex Vanopslagh side om side på det, der ligner et kontor på Christiansborg.
»Så er dagen i gang. Jeg er glad for, at vi begge vil sikre tryghed om danskernes pensionsalder. Tak for hyggelig morgenmad,« skriver Pia Olsen Dyhr.
En morgenmad og et Instagram-opslag. Deri består det »samarbejde«, de to partier ifølge Mette Frederiksen har indledt på området.
Talk of the pensions-town
Det stod fra morgenstunden klart, at de flestes øjne i Aalborg hvilede på danskernes pension.
I Berlingske havde Claus Jensen, den magtfulde formand for Dansk Metal, langet ud efter Mette Frederiksen, der i august overraskede alt og alle ved i samme avis at sætte den stigende pensionsalder til debat.
Pensionsalderen skulle fortsat stige, men fremover på en mere »lempelig og retfærdig måde«, lød det, uden at Mette Frederiksen kunne blive mere konkret om, hvad der skulle sættes i stedet.
Denne weekend havde Claus Jensen fået nok.
Pensionsalderen skal afklares hurtigst muligt, sagde han til Berlingske:
»Jeg har næsten ikke gidet at bryde mit hoved med at prøve at forstå, hvad det egentlig betyder, når Mette Frederiksen siger, at hun vil noget med pensionen. Der er så meget politisk spilfægteri, strategi og spin i det her.«
Det var første gang siden det historisk dårlige EP-valg i juni, at Mette Frederiksen skulle møde S-medlemmerne i Aalborg. Samtidig har den brede SVM-regering siddet i over halvandet år uden på nogen måde at være populær blandt vælgerne.
Alligevel er utilfredsheden ikke stor i Aalborg.
Det skyldes ikke mindst pensionsudmeldingen fra august.
I de seneste målinger går Socialdemokratiet markant tilbage sammenlignet med valgresultatet i 2022.
Men man er ikke længere mindre end SF, som det inden sommerferien var tilfældet.
I salen roser flere menige medlemmerne tankerne om ikke at lade pensionsalderen stige i det uendelige, da den frie debat begynder, og alle har lov til at gå på talerstolen.
Det samme gør Morten Skov, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Morten Ryom, aalborgensisk betonarbejder og folketingskandidat, mener ikke, at hans partis pensionsudmelding er ukonkret, da Jyllands-Posten fanger ham.
»Det tager jeg med ophøjet ro. Det er et skridt i den rigtige retning, at vi nu får åbnet op for, at pensionsalderen bare per automatik skal stige. Det har mine kolleger og jeg sagt i mange år nu,« siger han.
Pia Olsen Dyhr til modangreb
Mindre tålmodige er partierne på Christiansborg.
Moderaternes Lars Løkke Rasmussen har i Jyllands-Posten opfordret til, at man tager diskussionen om danskernes pension inden et valg.
»Rørt brik skal flyttes,« har han sagt.
SF vil tvinge regeringen til forhandlingsbordet ved at stille et beslutningsforslag, der kræver forhandlinger om en ny pensionsaftale inden for et år, sagde Pia Olsen Dyhr for nylig.
Venstre vil have nedsat en kommission.
Ingen af dem blev klogere af at høre Mette Frederiksens tale. For den indeholdt intet konkret på pensionsområdet.
I stedet lød det, at man ikke bare kan ændre noget så vigtigt natten over.
Men »det kan såmænd være meget klogt, at vi får nogle eksperter til at se nærmere på, hvordan det kan skrues sammen«, sagde S-formanden.
Salen klappede, mens Pia Olsen Dyhr på X gik til modangreb på påstanden om, at hun skulle være blevet pensionsvenner med Liberal Alliance:
»Serviceoplysning hvis nogen skulle være i tvivl – SF vil ikke afskaffe Arne eller seniorpension selvom Mette F. lige har påstået det på S-kongres.«
»Det kan jeg simpelthen ikke«
Da Mette Frederiksen senere på dagen møder de fremmødte journalister til et såkaldt doorstep, vil stort set alle tale om tilbagetrækning.
Især Instagram-storyen, der pludselig er blevet til et socalistisk-liberalistisk samarbejde, fylder.
Hvorfor bilder du danskerne ind, at en morgenmad mellem Alex Vanopslagh og Pia Olsen Dyhr er et samarbejde om danskernes pensionsalder? De har spist morgenmad sammen, der er blevet lagt en story på Instagram, der har været online i 24 timer, og nu står du og taler om et samarbejde, som ingen kan genkende?
»Jeg blev meget overrasket, da jeg så det der på de sociale medier, fordi SF direkte skriver, at man sammen med Liberal Alliance vil skabe tryghed om danskernes pensionsalder. Tryghed om danskernes pension og LA… Det kan man jo ikke sige i den samme sætning.«
Er det et samarbejde mellem LA og SF? De har spist morgenmad sammen.
»Det er det da, når man stiller sig frem og siger for SF’s vedkommende: Her er Liberal Alliance.«
Prøv at beskrive fællesnævnerne mellem SF og Liberal Alliances pensionspolitik, når nu de ifølge dig har et samarbejde?
»Det kan jeg simpelthen ikke. Altså, fordi man kan ikke sige tryghed, danskernes pension og Liberal Alliance. De begreber hænger jo ikke sammen. Altså, så det…«
Hvori består samarbejdet, hvis du ikke kan nævne en eneste lighed mellem de to partiers pensionspolitik?
»Det må du spørge SF om.«
Men jeg spørger dig. Det er dig, der har nævnt, at de har et samarbejde.
»Jeg er jo heldigvis ikke SF’er, kan man sige. Når SF stiller sig op og siger – med et billede sammen med Liberal Alliance – at de vil skabe tryghed omkring danskernes pension, så har man valgt et samarbejde med et blåt parti, der, så længe jeg kan huske, har gjort alt, hvad de kunne for at modarbejde danske lønmodtageres interesser. Det forstår jeg ikke, at SF gør.«
På den måde kom dagen til at handle om pension.
Men nok ikke helt på den måde, Mette Frederiksen havde håbet på.