Ding-ding-ding! Regeringen sætter danmarksrekord i antal ministre
Med 25 ministre i alt får Danmark den største regering i nyere tid.
SVM-regeringen sætter rekord i antallet af ministre.
Det står klart, efter Statsministeriet torsdag har offentliggjort den fulde liste over de nye ministerposter.
25 ministre bliver der i alt. Det er det højeste antal siden grundlovsændringen i 1953.
Den hidtidige rekordindehaver var statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans første regering, der sad fra 1993 til 1994 og bestod af 24 ministre fra fire partier: Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
I gennemsnit har der siddet omkring 19-20 ministre i de skiftende regeringer siden 1953.
SVM-regeringen begyndte med 23 ministre, men kommer altså nu op på 25 medlemmer af regeringen i alt.
Det skyldes bl.a., at der oprettes fire nye ressortministerier. En minister for beredskab, europa, grøn trepart og digitalisering. Til gengæld nedlægges posten som minister for udvikling og grøn klimapolitik, som Dan Jørgensen hidtil har besat. Andre ansvarsområder rokeres rundt.
Her er hele listen med ministerholdet (nye ministre og ændringer er markeret med fed):
- Statsminister Mette Frederiksen (S)
- Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)
- Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)
- Finansminister Nicolai Wammen (S)
- Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
- Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
- Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M)
- Økonomiminister Stephanie Lose (V)
- Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
- Miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke (S)
- Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
- Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
- Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
- Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S)
- Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)
- Transportminister Thomas Danielsen (V)
- Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M)
- Ældreminister Mette Kierkgaard (M)
- Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)
- Europaminister Marie Bjerre (V)
- Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V)
- Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V)
- Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S)
- Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
- Minister for digitalisering Caroline Stage Olsen (M)