Radikale Venstre-profil skifter parti
Folketingsmedlem for Radikale Venstre Christian Friis Bach skifter til Venstre.
Tidligere minister og folketingsmedlem Christian Friis Bach forlader Radikale Venstre og skifter til Venstre.
Det erfarer flere danske medier søndag herunder B.T. og Børsen. Jyllands-Posten kan bekræfte oplysningen.
Christian Friis Bach selv har overfor Børsen afvist at kommentere sagen, da han er på sommerferie. Jyllands-Posten får samme svar.
Også Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, afviser at kommentere sagen.
Christian Friis Bach har været folketingsmedlem for Radikale Venstre siden 2008. Fra 2011 til 2013 var han minister for udviklingsbistand under Helle Thorning-Schmidts (S) regering.
Hans skifte til Venstre betyder, at Radikale Venstre ryger ned på seks mandater.
Derimod øges Venstres folketingsgruppe til 23 mandater, hvilket betyder at SVM-regeringen igen får 87 mandater.
Skiftet er en sejr for regeringen, der siden valget i november 2022 har set flere mandater flygte fra regeringspartiernes rækker.
Det gælder bl.a. Jon Stephensen, der blev smidt ud af Moderaterne, efter at han havde sendt nogle lumre beskeder til en ung kvindelig moderat. Samt Mike Fonseca, der blev ekskluderet af selvsamme parti for at være kærester med en 15-årig.
Begge er i dag løsgængere.
Senest i marts skiftede folketingsmedlem Mads Fuglede fra Venstre til Danmarksdemokraterne.
Trak sig som minister
Christian Friis Bach trak sig som minister i november 2013 efter en sag om den statsstøttede klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI), der er etableret i Sydkorea.
Ekstra Bladet afslørede i oktober 2013, hvordan daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen som bestyrelsesformand i GGGI havde brugt over en million kroner af organisationens penge i løbet af 49 rejsedage.
De penge var angiveligt gået til rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.
Jyllands-Posten skrev i samme måned, at Friis Bach som minister for udviklingsbistand havde kendt til problemerne i GGGI, samt at han havde advaret Løkke om, at der blev gravet i hans aktiviteter. Det bekræftede Friis Bach aldrig.
Ud over sin karriere på Christiansborg har Christian Friis Bach været international chef for Folkekirkens Nødhjælp fra 2005 til 2010 og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp fra 2017 til 2019.