Fortsæt til indhold
Politik

Vanopslagh om valget: Vi tabte momentum og havde håbet på mere

LA havde potentiale til at få mere end syv procent af stemmerne ved EU-valget, mener Alex Vanopslagh.

/ritzau/

Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde håbet på mere end syv procent og et mandat ved EU-valget.

Partilederen skriver på det sociale medie X, at LA endte med at tabe momentum, efterhånden som valgkampen skred frem, og at der var potentiale til mere.

- Vi er heldigvis ikke et parti, der hænger med mulen over den slags - i stedet vender vi det til ny læring, som vil gøre os skarpere og stærkere, når vi går ind i næste valgkamp, skriver han.

Henrik Dahl er spidskandidat for Liberal Alliance. Nummer to på listen er Mads Strange.

Det er første gang, Liberal Alliance bliver valgt ind i EU-Parlamentet.

Alex Vanopslagh mener dog, at ”den borgerlige familie” generelt har fået et godt valg.

Han henviser på X til, at Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og De Konservative alle fik et mandat, og han skriver desuden, at Venstre fik et flot valg.

Venstre blev halveret, men partiet har udtrykt tilfredshed med resultatet i betragtning af partiets nuværende tilstand.

- Tillykke til mine borgerlige kolleger, skriver Vanopslagh.

SF blev største parti ved EU-valget. I alt 15 politikere vælges til Bruxelles. De personlige stemmetal ventes optalt senere mandag.

Liberal Alliance er i meningsmålinger det største borgerlige parti, og EU-resultatet er altså markant under, hvad partiet landspolitisk står til.

Da det søndag aften stod klart, at LA formentlig ville lande på omkring syv procent af stemmerne og et mandat, angav Alex Vanopslagh flere grunde til det.

- Det ene er jo, at vi aldrig har præsteret lige så godt til europaparlamentsvalg, som vi har gjort i de nationale målinger. Og valgdeltagelsen blandt de yngre vælgere er lavere, som er dem vi har godt fat i. Det tredje element er, at målinger er bare målinger, det er fugle på taget, og dem skal man ikke lægge for meget i, sagde han til Ritzau.