Det endelige resultat af EP-valget 2024: SF er største parti - og kun V går mere tilbage end S
Alle stemmer fra EP-valget 2024 er talt op. Resultatet viser en omvæltning målt på procenter - men i mandater er historien mindre dramatisk.
Det endelige resultat af Europa-parlamentsvalget 2024 er meldt ud af KMD, som står for den officielle optælling af stemmer i Danmark.
SF er gået en del frem og bliver med 17,4 pct. det største parti til valget med nogle procents afstand ned til S, som går tilbage til 15,6 pct. De to partier står dog lige målt på mandater med tre hver.
Venstre går kraftigt tilbage i forhold til valget i 2019, men beholder dog to mandater. Dertil bliver partiet med afstand det tredjestørste parti ved valget.
Hverken Moderaterne eller De Radikale kunne i den sidste periode op til valget vide sig sikre på at komme ind, begge partier har vundet et mandat.
Dansk Folkeparti, Konservative og Enhedslisten bevarer deres enlige mandater.
Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance gør debut i parlamentet - også med et enkelt mandat hver.
Blandt de opstillede partier endte det med kun at være Alternativet, der ikke kommer ind i parlamentet og desuden var langt fra at gøre det.
Det står først endeligt klart, hvem de 15 kandidater, der skal til Bruxelles, bliver, når de personlige stemmetal bliver offentliggjort. Det ventes at ske mandag.
De mandater, der bliver flyttet rundt i forhold til sidste valg er de 2 mandater, som Venstre mister. Et enkelt mandat, som De Radikale taber - og så det ekstra mandat, som Danmark er blevet tildelt samlet set, efter Storbritanniens udtræden af unionen.