Nu kommer Moderaterne og Stine Bosse med opsigtsvækkende melding: Danmark skal tage tusindvis af EU-flygtninge hvert år
Moderaterne sætter nu gang i deres EU-valgkamp med et forslag, der vil omkalfatre udlændingepolitikken totalt. Danmark skal gå med i en tvungen europæisk fordeling af flygtninge og hvert år tage imod op mod 7.000 personer fra de ydre grænser. Derudover skal der laves aftaler med afrikanske lande, så flere lovligt kan migrere til Danmark.
EU-toppen stod i sidste uge på tæerne af hinanden for at beskrive, hvor stort det var.
Det er snart 10 år siden, at flygtningekrisen ramte Europa, snart 10 år siden, at over en million flygtninge og migranter nåede unionens kyster og strande.
Men nu – efter flere års hårde forhandlinger – vedtog Bruxelles endeligt sit svar: En stor migrationspagt, der ændrer europæisk asylpolitik totalt, blev stemt igennem i EU.
Den indeholder især to kontroversielle elementer:
- Fremover skal alle asylansøgere screenes og placeres i lejre ved de ydre grænser – i Italien, Grækenland og Spanien. Her kan asylansøgere »frihedsberøves« og må ikke bevæge sig ind i landene, før man finder ud om, de er migranter eller flygtninge.
- Til gengæld indfører man »obligatorisk solidaritet«. Det betyder tvungen omfordeling af flygtninge, så Sydeuropa ikke bærer hele byrden. Enten tager man flygtninge fra de ydre grænser – alternativt kan man vælge at betale sig fra det.
Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke omfattet af de nye regler.
Men det skal være slut.
Nu stempler Moderaterne og deres EU-spidskandidat Stine Bosse ind i debatten med et kontroversielt forslag.