Med en særlig melding løber Alex Vanopslagh sin hidtil største risiko
Analyse: Vanopslagh forsøger at gøre Liberal Alliance klar til regeringsansvar med ny politisk melding. Den kan dog blive superfarlig i hans eget bagland.
Alex Vanopslagh er der ikke helt endnu.
Men bevægelsen er i gang. Han og Liberal Alliance er for øjeblikket med syvmileskridt på vej ind mod en ny politisk position i dansk politik. Længere væk fra den hårde liberalisme og tættere på den pragmatiske politiske midte.
Håbet er, at bevægelsen kan gøre partiet i stand til at blive et centralt regeringsparti i en fremtidig blå regering – og måske dertil at gøre det umulige: at gøre Vanopslagh selv til statsminister.
Men manøvren er ikke uden store risici. Særligt med én bestemt melding spiller han højt spil med den store troværdighed, som han har oparbejdet gennem de seneste fem år som partiformand.