Ny viden får forsvarsministeren til at advare om, at Nato risikerer russisk angreb
Tidligere opererede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ud fra tesen om, at Rusland har viljen til at angribe Nato. Nu ved han, at de meget hurtigt også kan få evnen til at gøre det.
Nato risikerer at blive angrebet af Rusland. Og så skal Danmark være klar til at stille op.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) forklarer, hvad danskerne i værste fald skal forberede sig på:
»Det er, at Nato kommer under angreb af russerne. Man troede ikke, at det skulle finde sted. Det har fuldstændig forandret sig,« fastslår forsvarsministeren i et interview med Jyllands-Posten, hvor han for første gang uddyber, hvorfor han i sidste uge ændrede tonefald og gjorde det klart, at situationen er alvorlig, og at investeringerne i Forsvaret skal fremrykkes.