Efter 337 år er det slut: Her er hele den omtumlede historie bag store bededag
Store bededag har altid været en underlig dag, som de færreste helt har forstået. Alligevel har den vist sig ualmindelig sejlivet og har overlevet det ene politiske attentatforsøg efter det andet. Jyllands-Postens politiske analytiker tager dig på denne sidste bededag i danmarkshistorien igennem den besynderlige dags omtumlede historie.
Den har været der i knap en tredjedel af de godt 1.000 år, Danmark har eksisteret som nation.
Den har overlevet både Enevælden, Napoleonskrigene, 1864, Besættelsen, Den Kolde Krig, Struensee og Bjarne Corydon.
Men fra i dag er det slut – i dag er det den allersidste bededag i danmarkshistorien.
Det har alle dage været en underlig helligdag. Kun de færreste kan forklare, hvorfor vi egentlig har haft den. Endnu færre kan forklare, hvorfor den ligger, hvor den gør. Og forståelsen af dens betydning har ændret sig igen og igen.