- For abonnenter
Anders Fogh Rasmussen: »Jeg har lært at kramme og kindkysse«
Anders Fogh Rasmussen er ærkedansk og rundet af en bondeslægt. Men når han ser tilbage på sit snart 70-årige liv, opdager han alligevel, at det internationale har fyldt meget. Han lover, at han i næste bind af sine erindringer vil skrive side op og side ned om de fejl, som han har været med til at begå.
En sætning klæber så meget til Anders Fogh Rasmussen, at den er blevet en del af hans brand: »Der er ikke noget at komme efter.« Men når man fylder 70 år og ser i bakspejlet, må selv en perfektionist erkende, at livet ikke leves uden fejltagelser. Ikke, at han bryder sig om det. Anders Fogh Rasmussen har meget, meget svært ved at forsone sig med fejl.
»Jeg har en trang til at synes, at tingene skal være fejlfri,« siger han.
Når det alligevel sker, så føler han en pligt til at gå konstruktivt til værks: Hvad kan man lære af det, hvordan kan det undgås?
»Pyt med det, har jeg det svært ved,« medgiver han og lover, at ønsket om at læse om fejl vil blive mere end opfyldt i næste bind af hans erindringer, som handler om tiden som statsminister i Danmark fra 2001-2009 og som Natos generalsekretær fra 2009-2014.
»Jeg vil skrive side op og side ned om alle de fejl, som vi har begået,« lyder det fra Anders Fogh Rasmussen, som allerede nu løfter sløret for en af de større.