Her er valgets 10 største stemmeslugere
Mette Frederiksen er valgets helt store stemmesluger med over 60.000 personlige stemmer. Det er det tredjehøjeste antal nogensinde til et folketingsvalg.
Natten til onsdag bød på højdramatisk valggyser, da det først i sidste sekund stod klart, at rød blok kunne mønstre et flertal i folketinget på præcis 90 mandater.
Onsdag aften er alle valgets personlige stemmer så talt op, og med det kan det også afgøres, hvem der har trukket absolut flest personlige stemmer til sig.
Her er valgets 10 største stemmeslugere:
Mette Frederiksen, Socialdemokratiet - 60.837 personlige stemmer
Statsminister Mette Frederiksen har skrabet absolut flest stemmer til sig. Hele 60.837 blev det til for Mette Frederiksen, som ligeledes kunne se sit parti levere det bedste resultat i 20 år. Mette Frederiksens personlige stemmetal er samtidig det tredjehøjeste nogensinde - kun overgået af Anders Fogh i 2001 og 2005.
Mette Frederiksen kan ligeledes derfor krone sig som dronningen af Nordjylland, da hun distancerer listens nummer to, Inger Støjberg, der også var opstillet i Nordjylland, med over 13.000 stemmer.
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne - 47.211 personlige stemmer
Inden valget blev det diskuteret, hvorvidt Inger Støjberg rent faktisk ville kunne skrabe flere personlige stemmer sammen i Nordjyllands Storkreds end Mette Frederiksen og derfor tilegne sig titlen som dronningen af Nordjylland. Den mission lykkedes ikke, men med 47.211 personlige stemmer må Inger Støjberg alligevel siges at have fået et forrygende valg. Endda under et år efter at hun blev smidt ud af Folketinget som følge af hendes dom i rigsretten.
Inger Støjberg kunne samtidig se sit nystartede parti, Danmarksdemokraterne, brage ind i Folketinget med 14 mandater.
Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne - 38.439 personlige stemmer
Lars Løkke Rasmussen så længe ud til at blive kongemager på valgnatten og derved stå med den magt og indflydelse i midten af dansk politik, som han formentlig have ønsket sig, da han startede projektet Moderaterne. Sådan blev det dog ikke, men Lars Løkke kan stadig se tilbage på et fremragende personligt valg, idet 38.439 danskere satte deres kryds ud for den tidligere statsministers navn.
Til trods for et stort valg for Løkke, nåede han faktisk ikke samme højder som i 2019, hvor han fik 40.745 personlige stemmer. Dengang stillede han op for Venstre.
Alex Vanopslagh, Liberal Alliance - 38.284 personlige stemmer
Alex Vanopslagh har vist sig som en af valgets helt store profiler, og han bærer en stor del af ansvaret for, at hans parti fik et blændende folketingsvalg og endte med at skrabe 14 mandater til sig – mere end en tredobling af partiets tidligere mandatantal. Alex Vanopslagh har især gjort sig populær blandt yngre vælgere, som han bl.a. har nået via det sociale medie TikTok, hvor han nærmest fremstår som en liberal rockstjerne. Om kampagnen på TikTok har ført til hans høje stemmeantal er uvist, men med 38.284 personlige stemmer er Alex Vanopslagh uomtvisteligt en af valgets helt store sejrsherre.
Jacob Mark, SF - 31.235 personlige stemmer
Med 31.235 personlige stemmer er Jacob Mark den kandidat, der har fået flest stemmer uden at være leder for sit parti. Hele 31.235 af slagsen blev det for SF-profilen, der også leverede et kanonvalg i 2019, hvor han fik 23.213 personlige stemmer. Dengang som nu scorede han flere stemmer end SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Magnus Heunicke, Socialdemokratiet - 22.102 personlige stemmer
Med 22.102 personlige fik den nu fungerende sundhedsminister Magnus Heunicke et kanonvalg. I 2019 havde han også et flot valg, da han skrabede 18.214 stemmer sammen, men overgår nu det tal med cirka 4.000 stemmer.
Jakob Ellemann-Jensen, Venstre - 20.954 personlige stemmer
Venstres formand kunne på valgnatten se sit parti blive decimeret, idet Venstre mistede 20 ud af partiets tidligere 43 mandater. Jakob Ellemann-Jensen kan dog være glad for sit eget stemmeantal, da han har mønstret over dobbelt så mange personlige stemmer som ved valget i 2019, hvor han fik 10.217 personlige stemmer.
Et skår i glæden for Jakob Ellemann-Jensen vil dog være, at Alex Vanopslagh klart slår ham som blå bloks største stemmesluger.
Pia Olsen Dyhr, SF - 18.758 personlige stemmer
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, må for andet valg i træk se sig slået af Jacob Mark som partiets mest populære kandidat. Det til trods har SF’s formand haft et udmærket valg med 18.758 personlige stemmer, som dog er en smule laver end ved valget i 2019, hvor hun fik 20.047 personlige stemmer. Den lille reduktion kan hun nok godt leve med, idet hendes parti samlet er gået frem med et enkelt mandat.
Nicolai Wammen, Socialdemokratiet - 18.022 personlige stemmer
Finansministeren må se sig slået af både Alex Vanopslagh og Jakob Ellemann-Jensen som Østjyllands største stemmeslugere. Trods det har Nicolai Wammen haft et stærkt valg, hvor han har fået 18.022 personlige stemmer – en fremgang på godt 5.000 personlige stemmer sammenlignet med valget i 2019.
Søren Gade, Venstre - 17.998 personlige stemmer
Søren Gade blev inden valget hevet hjem fra Europa-Parlamentet for at hjælpe Venstre i Vestjyllands Storkreds, og Søren Gade løb da også med titlen som Vestjyllands største stemmesluger foran Søren Pape Poulsen. 17.998 personlige stemmer har V-profilen fået. Søren Gade ellers fine resultat ændrer dog ikke på, at Venstre mister to af partiets tidligere fem mandater i kredsen.