- Artiklen opdateres
40.321 borgere vil give en vælgererklæring til Inger Støjbergs nye parti
De, der har afgivet deres vælgererklæring, skal dog genbekræfte støtte syv dage efter. Derfor bliver partiet først officielt opstillingsberettiget om tidligst en uge.
40.321 personer havde fredag morgen igangsat deres vælgererklæring til Danmarksdemokraterne, efter at den tidligere Venstre-næstformand og rigsretsdømte Inger Støjberg fik godkendt sit partinavn tirsdag i denne uge.
Det oplyser Bolig- og Indenrigsministeriet i en e-mail til Jyllands-Posten.
»Kl. 8.30 havde Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg 40.321 igangsatte vælgererklæringer.«
Partiet er dog endnu ikke officielt opstillingsberettiget. De, der har afgivet deres vælgererklæring, skal nemlig genbekræfte deres støtte, en uge efter at de har afgivet den.
Det kræver 20.182 vælgererklæringer at blive opstillingsberettiget og dermed komme på stemmesedlen.
Genbekræfter bare halvdelen af de 40.321 borgere deres vælgererklæring, er den nyslåede partileder på vej mod en suveræn danmarksrekord.
Ifølge Jyllands-Postens research er det hurtigste, et parti angiveligt har opnået det krævede antal erklæringer, da Ny Alliance i 2007 ville på stemmesedlen.
Dengang foregik indsamlingen af vælgererklæringer fysisk på gaden og i postkassen, mens den i dag foregår digitalt på Vaelgererklaering.dk.
Set i lyset af den udvikling er det den tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, der med sit nye parti Moderaterne fik nok erklæringer på 91 dage.