Fortsæt til indhold
Politik

Overblik: Partiernes argumenter for at erklære Støjberg uværdig

Et bredt flertal i Folketinget agter tirsdag at erklære Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget.

/ritzau/

I sidste uge blev den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætligt at have brudt ministeransvarsloven.

Tirsdag vil et meget stort flertal stemme for, at hun bliver erklæret uværdig til at sidde i Folketinget.

Kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ønsker ikke af at stemme for.

Her er partiernes politiske bemærkninger til det beslutningsforslag, som vil sende Inger Støjberg ud af Folketinget:

Venstre og De Konservative

Medlemmerne af Venstre og De Konservative vil stemme for. Det er partiernes opfattelse, at uanset hvilken partifarve man har, og hvad man mener politisk, skal lovgivningen overholdes.

Partierne mener, at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom.

Begge partier er til gengæld enige om, at Inger Støjberg kan stille op til Folketinget og genindtræde, når hun har afsonet sin dom.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet stemmer for at sende Inger Støjberg ud af Folketinget og lægger vægt på, at Rigsretten har afsagt en meget klar dom, hvor 25 ud af 26 dommere var enige.

Det er partiets opfattelse, at Inger Støjberg har tilsidesat de krav, man kan stille til et folketingsmedlem.

Samtidig henviser Socialdemokratiet til, at kommunal- og regionsrådspolitikere mister deres valgbarhed, hvis de får en ubetinget fængselsstraf.

Dansk Folkeparti

DF mener, at Inger Støjberg stadig er værdig til at blive siddende i Folketinget.

Partiet pointerer, at den tidligere udlændinge- og integrationsminister handlede efter ”et klart og tydeligt” politisk ønske fra et stort flertal i Folketinget, da hun besluttede at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig.

SF

SF mener ikke, at Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, fordi hun har fået en ”relativt hård dom”.

Partiet nævner ligesom Socialdemokratiet, at kommunalpolitikere og regionsrådsmedlemmer mister deres valgbarhed, hvis de idømmes fængselsstraf.

Desuden skriver SF i bemærkningerne, at sagen muligvis ville kunne være endt anderledes, hvis Inger Støjberg ikke havde overhørt advarsler. Eller hvis sagen var blevet undersøgt tidligere.

De Radikale

Partiet mener helt grundlæggende, at folketingsmedlemmer, der bliver dømt ved Rigsretten, ikke kan anses som værdige til at sidde i Folketinget.

Samtidig mener De Radikale, at en fængselsstraf som udgangspunkt altid skal føre til, at vedkommende mister sin værdighed.

Enhedslisten

EL mener, at Inger Støjberg er uværdig, fordi hun som minister har handlet ulovligt, og fordi partiet mener, at hun har handlet uværdigt efter sin dom.

Desuden lægger Enhedslisten vægt på, at adskillelsen har haft psykiske konsekvenser for de adskilte par.

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige mener principielt, at spørgsmålet, om hvorvidt et medlem er uværdigt, først og fremmest er op til vælgerne. Partiet kommer ikke til at stemme for indstillingen.

Frie Grønne

Frie Grønne mener, at Inger Støjberg skal miste sit mandat, blandt andet fordi hendes lovbrud fik store konsekvenser for nogle af de par, som blev adskilt, og som var i en sårbar situation.

Kilder: Beslutningsforslag B 60