Følg Minkkommissionens afhøringer torsdag – to centrale embedsmænd afgiver forklaring

Minkkommissionens opgave er at afdække omstændighederne i forbindelse med regeringens beslutning om at aflive alle mink i hele landet under coronapandemien i november sidste år.

Rasede over Kåre Mølbak

Torsdag blev en heftig dag i Minkkommissionen med giftige sms-beskeder og et helt centralt spørgsmål: Anbefalede Statens Serum Institut direkte regeringen at aflive alle danske mink? Og hvis ikke - hvorfor troede man det så i Statsministeriet?

I kommissionen blev der fremlagt en stribe opsigtsvækkende sms-beskeder mellem Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og Sundhedsministeriets daværende departementschef Per Okkels, som blev afhørt.

Bertelsen pressede flere gange på for, at Kåre Mølbak og SSI skulle stå på mål for den politiske beslutning om at aflive alle mink. Men Kåre Mølbak brød sig tilsyneladende ikke om, at blive trukket ind i den politiske arena.

Han forsøgte både på pressemøder og i pressen at forklare, at SSI ikke havde anbefalet aflivning. SSI havde blot vurderet risikoen ved minksmitten og konkluderet, at fortsat minkavl indbar en »betydelig risiko for folkesundheden«, fastholdt Mølbak.

Sms’erne er kulørte, men det interessante er ikke så meget de hårde ord. Det interessante er snarere, hvor vigtigt det var Statsministeriet, at regeringens minkaflivning skulle stå på et fagligt grundlag.

»Fej kujon«

Mølbaks undsigelse udløste således denne bredside fra Barbara Bertelsen:

»Er sgu virkelig ikke i orden over for Mette, det han gør,« skrev hun i en sms til Per Okkels den 5. november 2020 - dagen efter, at Mette Frederiksen havde holdt sit historiske pressemøde, hvor minkbranchens endeligt blev annonceret.

Bertelsens sms til Per Okkels fortsætte:

»Han (Kåre Mølbak, red.) ved udmærket godt, hvad det betyder. Så han kommer med risikovurdering, som er helt klar. Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes der pba. hans anbefaling er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret. Og han har én gang set, hvilken reel fare det udgør for statsministeren. Simpelthen så skuffende. (Smiley med lige mund)«

SSI’s risikovurdering slog meget klart fast, at en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en »betydelig risiko for folkesundheden. Herunder for mulighederne for optimalt at forebygge COVID-19 med vacciner.«

Ifølge Per Okkels og sundhedsminister Magnus Heunicke var risikovurderingen dog så klar, at der ikke var nogen andre muligheder end at aflive minkene.

Det sagde Mette Frederiksen også selv på pressemødet den 4. november:

»Den risikovurdering, der ligger til grund for den her beslutning, kan i vores øjne ikke forhandles eller diskuteres, når der er så stor en risiko forbundet med at fortsætte en minkproduktion, og det handler om den fremtidige værdi og potentielle værdi af en vaccine,« sagde hun.

»Så er vi nødsaget til at træffe den her beslutning.«

Pressede på under pressemøde

Faktisk begyndte de opsigtsvækkende sms-beskeder mellem Barbara Bertelsen og Per Okkels allerede, mens Mette Frederiksens virtuelle pressemøde var i gang.

Her deltog Kåre Mølbak også, og Barbara Bertelsen var tydeligvis ikke tilfreds med hans beskrivelse af alvoren ved fundet af den nye cluster 5-mutation:

»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,« skrev hun til Per Okkels kl. 16.18. Pressemødet var begyndt kl. 16.00.

Straks efter skrev Okkels til Kåre Mølbak:

»Du var meget modificerende her,« skrev han og tilføjede, at Mølbak havde udtrykt sig mere skarpt tidligere.

»Genfind risikovurderingen,« foreslog Okkels med henvisning til SSI’s risikovurdering.

Mølbak sms’ede tilbage: »Kommer igen.« Underforstået: Han ville få ordet igen på pressemødet.

»Super,« svarede Okkels, som fulgte pressemødet på TV.

Barbara Bertelsens indblanding med Per Okkels som mellemmand fik Mølbak til at skærpe sin retorik på Mink-pressemøde kraftigt. Da han næste gang fik ordet talte han om et ”worst case”-scenarie, hvor pandemien begyndte forfra i Danmark.

»Det er dét, der gør, at vi skal tage det her ekstremt alvorligt,« sagde Mølbak for rullende kamera.

Barbara Bertelsen udtrykte tilfredshed kl. 16.30:

»Sådan – puha, tak,« skrev hun til Per Okkels.

»Nu kører han med klatten.«

Men få minutter senere var den gal igen.

Barbara Bertelsen kl. 16.52: »Kåre har lige undsagt anbefaling om at slå minkene ihjel. I sagde i går, SSI stod bag anbefalingen.«

Per Okkels: »Det gør de i vurderingen.«

Barbara Bertelsen kl. 16.54: »I Know. Men det skal siges. Han har sagt det modsatte. VI får superfarligt revisionsspor også for jer, jf KU vendingen på samme i går. Ellers skal Magnus rekapitulere papiret.«

Per Okkels: »Har bedt ham om det«

Barbara Bertelsen kl. 16.54: »Tak«

Sms-beskederne har ikke tidligere været omtalt i Minkkommissionen. Barbara Bertelsen blev således ikke spurgt til dem, da hun blev afhørt den 18. november.

Her er hele livebloggen fra dagens afhøring af Per Okkels

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen