Fakta: Sundhedsvæsenet er regionernes hovedopgave
Regionernes ansvarsområder spænder fra miljø og jordforurening til fordeling af elever på ungdomsuddannelser.
Som en del af strukturreformen blev de fem danske regioner oprettet 1. januar 2007. De erstattede de daværende 13 amtskommuner og overtog en del af opgaverne, der tidligere hørte under amterne.
I dag hedder de fem regioner Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Her kan du læse mere om, hvilke områder i samfundet regionerne står for:
- Sundhed. Regionerne driver landets hospitaler og sygehusvæsen, og det er den klart største opgave, de har. Derudover varetager regionerne psykiatrien og den offentlige sygesikring, herunder de praktiserende læger og speciallæger.
- Miljø. Jordforurening og grundvandet er regionernes ansvar. Det gælder for eksempel, når der findes PFOS i jorden. Som da det tidligere i år i Korsør viste sig, at 118 borgere er blevet forgiftet med stoffet, efter at de havde spist kød fra kvæg, der har græsset på en forgiftet mark.
- Kollektiv trafik. Regionerne står for udvikling af den kollektive trafik såsom busruter og lokalbaner.
- Uddannelser. Regionerne står for fordeling af elever på landets ungdomsuddannelser. Det skal sikre, at der findes et varieret udbud af uddannelsesmuligheder i alle fem regioner, og at man undgår, at nogle ungdomsuddannelser må lukke på grund af mangel på elever.
Kilde: Danske Regioner.