Fortsæt til indhold
Politik

Støttepartier er parate til at bakke op om at opgradere coronavirus til samfundskritisk sygdom igen

Både De Radikale, Enhedslisten og SF melder sig klar til at følge Epidemikommissionen, hvis den igen vil opgradere covid-19 til status af samfundskritisk sygdom.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har fredag eftermiddag bedt Epidemikommissionen vurdere, om covid-19 igen bør være en samfundskritisk sygdom.

Det er et krav for, at der igen kan tages fat i redskaber såsom krav om coronapas i kampen mod epidemien, som de seneste uger igen har været stigende.

Både Enhedslisten, SF og De Radikale er klar til at bakke op om opgraderingen, hvis Epidemikommissionen når frem til, at sygdommen er samfundskritik. Det udtaler partiernes sundhedsordførere til Jyllands-Posten.

»Vi har hele tiden sagt, at da vi nedgraderede, så var vi også klar til at opgradere igen. Men nu afventer vi, hvad kommissionen finder frem til, og så kommer vi til at lægge et pres for at få en plan fra ministeriet,« siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelpund.

Hvelplund mener, at regeringen og Heunicke indtil nu har forpasset chancen for at nå at lægge en plan i god tid inden vinteren:

»Vi mangler en klar og samlet plan for håndteringen af epidemien igennem efteråret og vinteren. Coronapasset kommer ikke til at være en mirakelkur. Vi mangler en plan for håndteringen af lokale udbrud, initiativer for at hæve vaccinationstilslutningen, en hygiejneindsats, for bedre ventilation indendørs og undervisning af børn og studerende i mindre grupper. Vi mangler kort sagt en plan for, hvordan vi håndterer epidemien,« siger Peder Hvelplund.

Hos De Radikale er man ligeledes parat til at bakke op om den konklusion, som Epidemikommissionen må nå frem til.

»Vi har efterspurgt, hvad situationen er, hvad vi kan håndtere samt en vurdering fra Epidemikommissionen af, hvad der skal ske. Jeg har manglet en faglig indstilling og en samlet vurdering at basere det på, men det får vi så nu, og det ser jeg meget frem til,« siger Stinus Lindgreen og fastslår:

»Det er klart, at hvis de (Epidemikommissionen, red.) siger til os, at det er nødvendigt, så lytter vi da til dem.«

SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen håber, at en eventuelt opgradering i første omgang kun vil føre til et comeback til coronapasset.

»Men jeg tror også, at vi er i en situation nu, hvor ingen har et fuldstændigt billede af, hvad man skal gøre. Det vil betyde, at vi må mærke os frem fra uge til uge, for jeg hører ikke nogen stå med sådan en plan noget sted i verden for, at man skal gøre ”sådan og sådan” og så komme vi frem til jul,« siger SF-ordføreren, som altså ikke deler Hvelplunds kritik af Heunicke for manglende planlægning.

Hun er forberedt på, at der ikke nødvendigvis vil være bred opbakning til nye tiltag, selvom SF, R og Enhedslisten altså vil kunne tjene som flertal sammen med regeringen, hvis Epidemikommissionen anbefaler en gen-opgradering:

»Jeg er selv glad for, at vi har et åbent samfund nu, og jeg ved også godt, at der er politiske røster imod en opgradering. Men vi skal have modet til at gøre det nu.«

Epidemikommissionen består af en række fagfolk og repræsentanter fra myndigheder som politi, Sundhedsstyrelsen og ministerier, og den har til opgave at vurdere, om covid-19 skal betegnes som en samfundskritiks sygdom eller ej.

Hvis kommissionen vurderer, at coronavirus igen skal have den betegnelse, skal Folketingets Epidemiudvalg, der består af politikere, ligeledes tage stilling til samme spørgsmål. Her må der ikke være et flertal imod forslaget.

Opklassificeres virussen vil restriktioner fortsat kræve godkendelse i Folketingets epidemiudvalg.

Tidligere fredag meddelte Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, at det er styrelsens vurdering, er der er »stor risiko for overbelastning af sygehusene i efteråret og vinteren« som konsekvens af den stigende coronasmitte i samfundet.

»Vi er bekymret for den belastning, der kan komme af sundhedsvæsenet i løbet af december og januar. Det er helt forventeligt, at efteråret og vinteren giver en stigning i antallet af smitsomme sygdomme, men med både risikoen for smitte med COVID-19, influenza og andre smitsomme sygdomme, så risikerer vi overbelastning af sygehusene,« udtalte Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

Næsten samtidig opfordrede Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, til, at coronapasset genindføres.

»Vi er bekymrede. Vi har set en dramatisk udvikling af smitten, som er syvdoblet siden 3. uge af september, og vi har en forsinket, men tydelig stigning i antallet af indlagte. Desuden ser vi ind i en vinter med sæsoneffekt og en julemåned, hvor vores julefejringer kan accelerere smitten og antallet af indlagte,« siger Henrik Ullum, som peger på, at vi samtidig slås med en mere smitsom virusvariant og andre luftvejsinfektioner, der kan belaste hospitalsvæsenet, der er mindre robust end i fjor.

Der var fredag 2.251 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, mens antallet af indlagte med coronavirus steg med 17 til 263. Det er en tredobling den seneste måned.