JP's politiske analytiker om barselsudspil: En varm kartoffel er taget væk fra S
Socialdemokratiet er godt tilfreds med ikke at være nødt til at stå fadder til barselsudspil, hvis indhold deler vandene i de danske familier.
Det nye barselsudspil fra Arbejdsgiverne (DA) og lønmodtagernes hovedorganisationer (FH) er kommet som sendt fra himlen til regeringen, vurderer Jyllands-Postens politiske analytiker.
»En varm kartoffel er taget væk fra Socialdemokratiet. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har stået i en penibel situation, da han på den ene side er tvunget til at implementere EU-direktivet, men på den anden side ikke har interesse i at lægge sig ud med dele af den danske befolkning i barselsspørgsmålet. Nu er der kommet et forslag ind fra sidelinjen, så S ikke selv behøver at fremlægge det. Og samtidig har det vist sig, at udspillet har splittet blå blok,« pointerer Niels Th. Dahl.
Tidligere har der været et politisk flertal for at lade de danske familier bestemme selv i barselsspørgsmålet. Men flertallet i Folketinget er nu ændret, så S og V er glade for det nye forslag, mens K kan leve med det i forhold til mulige alternativer.
Derimod vil regeringens støttepartier, EL, SF og R, gå til forhandlingerne med et ønske om, at der skal øremærkes yderligere tre uger til fædrene, sådan at fædrene i alt har 14 ugers øremærket forældreorlov.
»Nu venter der en helt klassisk politisk tovtrækning i Folketinget om, hvordan den skal skæres,« siger Niels Th. Dahl, der dog forventer, at den endelige lovgivning kommer til at lægge sig tæt op af det oprindelige udspil fra FH og DA.
Den nye barselsmodel fra DA og FH betyder, at forældreorloven bliver øremærket til den enkelte forælder, og organisationerne mener også, at der kommer større fleksibilitet for forældrene, når barslen skal afholdes.
Modellen lægger op til en ligedeling af orloven efter fødsel, hvor far og mor hver kan afholde i alt 24 ugers orlov med ydelser.
Mor vil have mulighed for at overføre i alt 13 uger til far, og far vil have mulighed for at overføre 13 uger til mor. Vælger far at overføre sine 13 overførbare uger til mor, kan hun afholde 41 ugers orlov inklusiv de 4 ugers graviditetsorlov. Far kan holde 11 uger efter fødslen.
Vælger mor at overføre alle sine 13 overførbare uger til far, kan han holde 37 ugers orlov efter fødslen.
Begge forældre får dog øremærket 11 uger, som enten skal afholdes eller bortfalder, da de ikke kan overføres. Ordningen er samtidig en implementering af EU’s orlovsdirektiv, som også indeholder andre orlovselementer.
Den nye barselsmodel kommer i forlængelse af et krav fra EU om, at medlemslandene skal sikre begge forældre mindst ni ugers øremærket forældreorlov fra 2022.

