Fortsæt til indhold
Politik

Pape ser med stor alvor på krænkelsesanklager mod Khader

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ser ”med stor alvor” på krænkelsesanklager mod Naser Khader. Sagen vil få ”de nødvendige konsekvenser”, siger han.

Fem kvinder rettede tidligere i dag alvorlige krænkelsesanklager imod De Konservatives Naser Khader til dr. dk. Kvinderne har angiveligt oplevet en række krænkelser af seksuel karakter, der skal have fundet sted i perioden fra 1999 til 2019.

Naser Khader, der er sygemeldt for tiden, har afvist alle anklager. Men formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, der ikke ønsker at stille op til et interview, siger i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at han ser »med stor alvor« på anklagerne.

»Vi ser med stor alvor på sagen, vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser,« skriver Søren Pape, der oplyser, at de omtalte sager er nye for ham. Desuden opfordrer han kvinderne til at kontakte politiet, hvis »de mener, at der er sket en forbrydelse.«

De Konservative har tidligere i forbindelse med den omfattende #Meetoo-debat etableret en whistleblower-ordning, og nu opfordrer Søren Pape kvinderne til at benytte sig af denne ordning.

»Vi opfordrer på samme tid til, at de kontakter den whistleblower-ordning, som vi i Det Konservative Folkeparti har etableret, fordi den kan være med til at sikre en ordentlig og fair behandling af alle involverede parter i denne type sager. Det gælder også, hvis der skulle være kvinder, som har oplevet noget lignende, men som ikke er stået frem. Vi opfordrer jer til at stå frem og på samme tid melde sagen til vores whistleblower-ordning, så den kan blive behandlet af en uafhængig advokat.«

Videre skriver Søren Pape til Jyllands-Posten, at »vi tager afstand fra alle krænkelser i Det Konservative Folkeparti, hvorfor det er vigtigt for os at komme til bunds i dette.«

»Vi vil nu sørge for en grundig behandling af sagen af uafhængige advokater, fordi det er en forudsætning for, at vi kan komme til bunds i sagen, høre den fra alle sider og derefter drage vores konklusion.«

De Konservative oplyser, at advokatundersøgelsen af Naser Khader foretages af det store advokatfirma Plesner. Det er samme firma, som står for partiets whistleblower-ordning.

Naser Khader har været sygemeldt med stress siden april. Ifølge Søren Pape indgår Khader ikke i arbejdet på Christiansborg, så længe undersøgelsen finder sted.

I forbindelse med de beskyldninger, der rettes mod ham fra de fem kvinder, fortæller Naser Khader, at han husker episoderne anderledes. I nogle af tilfældene afviser han helt, at møderne har fundet sted.

»Jeg kan sige ganske klart, at jeg ikke har optrådt voldeligt eller truende over for nogen kvinder eller har misbrugt et magtforhold,« siger han i et skriftligt svar til DR.