Vold mod børn i familien skal koste i ydelserne

Højere straffe og loft over ydelser er med i politisk aftale om konsekvenser for vold og social kontrol.

Artiklens øverste billede
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har lavet en aftale med oppositionspartierne Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om at øge konsekvenserne ved dom for vold mod børn i familien og andre former for social kontrol. Arkivfoto: Ernst van Norde

Sammen med partierne i oppositionen har regeringen aftalt, at der efter sommerferien skal indføres en række skærpelser i konsekvenserne for vold og social kontrol.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag.

Aftalen er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) rettet mod de indvandrerfamilier, der opdrager med vold og social kontrol.

- Langt de fleste indvandrerforældre er selvfølgelig lige så kærlige i deres opdragelse som de fleste andre forældre. De opdrager uden vold og social kontrol, siger han i en pressemeddelelse.

- Men vi må nok indse, at vi har undervurderet, hvor gammeldags en kultur nogle indvandrere har med i rygsækken. Mange kommer hertil fra lande, hvor vold i opdragelsen desværre er normalt.

Aftalen rummer fire tiltag, der udvider konsekvenserne økonomisk og juridisk, hvis man bliver kendt skyldig i social kontrol eller vold mod børn i familien.

Straffen for gentagen vold, grov vold og mishandling mod et barn af en person i eller nært knyttet til barnets husstand bliver øget med en tredjedel.

Derudover tages en økonomisk hammer i brug, der hidtil har været brugt mod bandekriminelle.

Personer straffet for vold eller grov vold mod børn i nære relationer vil ifølge aftalen fremover - på lige fod med personer dømt for banderelateret kriminalitet - ende på en karantæneliste i ydelsessystemet.

Karantænen betyder, at de i tre år efter dom ikke kan få dagpenge under arbejdsløshed. I stedet må de højst modtage kontanthjælp og visse ydelser på niveau med det, der tidligere hed integrationsydelse.

Et andet element i aftalen betyder, at personer, der bliver idømt mindst 60 dages ubetinget fængsel, for børnebortførelse, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, religiøse vielser af mindreårige eller tildækningstvang må vinke farvel til udsigten til permanent opholdstilladelse i Danmark.

Det sidste element omhandler muligheden for familiesammenføring.

Hvis en forælder eller dennes ægtefælle eller samlever har fået en fængselsdom for at sende et andet barn på genopdragelsesrejse, vil den voksne ikke kunne få familiesammenføring med et andet barn de næste ti år.

Der er tale om en politisk aftale. Først efter sommerferien vil regeringen fremsætte forslag, der skal gøre den til lov.

Ingen af regeringens støttepartier er med i aftalen. Det er til gengæld Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.